Frederiksberg Natradio og Radio Ellekær er truet af lukning. Det sker efter, at man overskred ansøgningsfristen for at søge tilskud med fire dage. Ansv. redaktør Ole Hans Jensen kalder det en skandale.
Ole Hans Jensen er godt utilfreds med myndighederne. Radio- og tv-nævnet vil ikke give tilskud for 2012 til Frederiksberg Natradio og Radio Ellekær på grund af en overskridelse af ansøgningsfristen på blot 4 dage. Og der er tale om en en frist, som nævnet iflg. Ole Hans Jensen - for første gang - ikke har adviseret lokalradioerne om.
"Vi finder det helt urimeligt, at man bevilger sendetilladelser til 2015, og så ikke automatisk lader lokalradiotilskuddet følge denne tilladelse hvert år, så man undgår dette tåbelige ansøgningscirkus hvert år," anfører Ole Hans Jensen.
Frederiksberg Natradio og Radio Ellekær har bedt om dispensation hos den fungerende Kulturminister Per Stig Møller (Kons.), men i ministeriet har man nægtet at forelægge sagen for ministeren, og Radio- og tv-nævnet har endnu ikke taget stilling til en ansøgning om dispensation.
Ole Hans Jensen håber, at den kommende kulturminister vil lave lovgivningen på området om.
Ole Hans Jensen har tidligere - i 2007 - fået lukket Radio Frederiksberg-Journalen. Lukningen skete efter tre pressenævnskendelser, som Ole Hans Jensen betegner som ulovlige. Radio- og tv-nævnet benyttede derefter disse kendelser til at lukke Frederiksberg-Journalen med den begrundelse, at de etiske regler for lokalradiodrift var overtrådt. Ole Hans Jensen fremhæver, at man aldrig ville lukket DR eller TV 2, hvis de skulle have fået en eller flere pressenævnskendelser imod sig.
|