P3-vært Sara Bro tilslutter sig nu den stribe af DR-medarbejdere, der gennem den senere tid har forladt DR - bl.a. hendes tidligere makker i 'Formiddag med Adam og Sara', Adam Duvå Hall, der forlod DR for at blive tv-vært på et realityprogram på TV3. Sara Bro skal også lave tv, og det bliver på Nordisk Film.
Sara Bro har igennem flere år lavet formiddagsradio på P3, men nu har hun iflg. DR Kultur besluttet at stoppe fuldstændig på DR.
Hun har sagt ja til et job på Nordisk Film, hvor hun skal lave live-tv. Mere vides ikke, men der spekuleres på, om hun måske skal være vært i TV 2's nye storsatsning, talentshowet 'The Voice of...", der skal produceres til TV 2 af Nordisk Film og Talpa Media. En anden nu tidligere DR-medarbejder, Felix Smith - der også skal arbejde for Nordisk Film - er også nævnt som en mulig vært i 'The Voice of...'. Blandt de andre medarbejdere - udover Sara Bro, Felix Smith og Adam Duvå Hall - der også har forladt DR på det seneste er Ramasjang-redaktør og tv-vært Signe Lindkvist, redaktør og studievært Kristian 'Krede' Pedersen, kanalchef Birgitte Fredsby samt makkerparret Mikael Bertelsen og Mads Brügger.
Foto: Sara Bro her med i 'Formiddag med Adam Duvå Hall og Sara Bro' på P3. (Fotograf: Agnete Schlichtkrull)
|