Radio 1 i Silkeborg har ansat ny programchef, Thomas Tonsberg Schlie (31), der tiltræder stillingen efter Michael Jørgensen. Thomas Schlie har siden 2005 været den faste mandlige danske stemme på Viasat i London.
Thomas Schlie har været 'Presentation Editor' hos Viasat Broadcasting i London siden 2005, men kommer oprindeligt fra Radio Silkeborg, hvor han var ansat fra 2000-2005. "Årene i London har været utroligt spændende og lærerige. Jeg har haft 4½ gode år hos Viasat, men tiden er nu inde til nye udfordinger - og jobbet som programchef hos Radio 1 er et ægte drømmejob for mig. Jeg kender både byen, radioen og de dygtige medarbejdere fra tidligere, så jeg kan allerede fra dag ét, fokusere på at bidrage til det udfordrende, men særdeles spændende arbejde der venter forude," siger Thomas Schlie
Tidligere program- og musikchef for Radio 1, nu direktør for Radio 1, Michael Jørgensen ser frem til igen, at have Thomas i huset:
"Da vi sagde farvel i 2005, var det begge med et ønske om et 'på gensyn', hvis den mulighed måtte komme igen. Det er sket nu og jeg ser Thomas som den helt rette til, at varetage radioens program og musikprofil".
Thomas Schlie tiltræder stillingen den 1. maj 2010. |