 UGENS KLUMME: De danske politikere har indrettet den danske radioæter på en sådan måde, at statens kanaler sidder på 98% af de højeffektssendere, der i dag er i drift.
I Danmark er der i dag i alt 54 højeffektssendere i drift på radio, hvor højeffektssendere defineres som sendere, der har en tilladt sendestyrke på mellem 10.000 og 100.000 Watt.
Ud af disse i alt 54 sendere, så disponerer DR over 50, TV 2 Radio har tre, mens Radio 100FM har én. Dette svarer til, at DR har fået allokeret 93% af de højeffektsressourcer, der i dag er i brug. TV 2 Radio er jo som bekendt en del af TV 2 koncernen, som er et statsligt aktieselskab, hvorfor TV 2 Radios frekvensressourcer, i en opgørelse hvor man ser på fordelingen mellem de statsligt kontrollerede radiostationer kontra de private, må henregnes til staten.
Dette betyder altså, at 53 højeffektssendere ud af samlet 54 sendere, svarende til 98%, disponeres af statens to radiovirksomheder, mens der er allokeret sølle én højeffektssender til privatejet radiovirksomhed. Staten har hermed sikret sig et helt uhørt solidt greb om den danske radioæter.
En helt banal forudsætning for at opnå lyttertal er, at de potentielle lyttere skal kunne lytte til stationen. Det er i sig selv så evident indlysende, at det synes pinligt at skulle nævne det. MEN at det alligevel er nødvendigt at fastslå, skyldes, at når man i medierne sammenligner lyttertal, så glemmer man altid at tage højde for denne selvfølgelighed. Ofte kan man således læse, hvor utrolig godt DR gør det med sine radiokanaler, og hvor ringe den kommercielle sektor er til at give DR-kanalerne en reel konkurrence. Konkurrenceforholdet i dag er, at de kommercielle stationer under ét står for ca. 26% af al radiolytning i Danmark, mens DR sidder på 71,5% (Gallup Radio Index, 4. kvartal 2006).
Og når man skal finde forklaringerne på DR’s overlegenhed, så er det som regel med en forklaring om, at ”den kommercielle sektor slet ikke kan matche DR på nyhedssiden”, og ”at de kommercielle kanaler kun spiller dåsemusik”. Ikke én eneste gang, forholder man sig til, at DR sidder på 93% af alle højeffektssendere i Danmark, og at den primære årsag til DR’s dominans derfor netop skal findes i det forhold, at DR sidder så massivt på de danske frekvensressourcer. Altså at den helt overvejende årsag til DR’s dominans er, at man fra politikernes og myndighedernes side har fordelt ressourcerne så åbenlyst gunstigt til DR’s fordel, at man ikke kan undgå at få et resultat, hvor DR dominerer lytningen i Danmark. Det er, hvad man kan kalde radiospil til ét mål.
Et godt eksempel på de danske myndigheders logik eller rettere mangel på samme, når man har fordelt frekvensressourcerne, får man ved at tage et kig på Århus. I Århus har DR fire sendere af hver 60.000 Watt, som hver disponeres af P1, P2, P3 og P4. Ved allokeringen af denne frekvensressource har man altså fra myndighedernes side vurderet, at hvis DR skal dække Århus tilfredsstillende, så er der behov for 60.000 Watt. Dette resultat har man nået for samtlige fire DR-kanalers vedkommende. Så langt rækker logikken. Man skulle jo så forvente, at myndighederne i den frekvenspakke, som TV 2 Radio har købt af den danske stat, også havde allokeret en sendemulighed på 60.000 Watt til Århus-området. Men nej, det har man så ikke. Man har tildelt en sendemulighed på 500 Watt. 500 Watt…! Tallene taler vist for sig selv.
Såfremt man fra politisk side ønsker en reel konkurrence, et reelt monopolbrud til DR’s dominans, hvis man ønsker pluralisme og hvis man ønsker reelt at ændre på forholdet mellem lytning til DR og til private alternativer, så kræver det politisk vilje og evne til handling. Få sat gang i en reel replanlægning af FM-båndet NU og skab de nødvendige sendemuligheder, så skal den private radiosektor nok vide at gribe chancen. Og så skal DR nok få konkurrence. Spørgsmålet er dog, om nogen reelt ønsker en sådan konkurrence. Man kan desværre have sine bange anelser om svaret. |
