Kontakt os






 

Flere DR-medarbejdere og -værter får en personlig pris
Mandag 2. januar 2012
Af Karsten Jensen
 
Clement Kjersgaard fik Publicistprisen, Ane Cortzen fra ’TV!TV!TV!’ blev ’Årets Værtstalent’ og Anders Agger fik ’Liv & Død’-prisen for sin DR1-serie fra et hospice.

I radioen blev DRs mangeårige jazzvært Jens Jørn Gjedsted fra P8 Jazz hædret med ’Spil Dansk-prisen’ og Mads Steffensen fra ’Mads & Monopolet’ på P3 fik ’Den Gyldne Grundtvig’.

De fem er blot eksempler på DR-medarbejdere, værter og andre medvirkende, der har fået en personlig pris i løbet af 2011, og det er der flere end tidligere, der har. 56 har modtaget personlig hæder i 2011, hvor 44 fik det i 2010, viser en opgørelse, som DR har lavet i anledning af årsskiftet.

Helt generelt har DR da også haft en flot prishøst i løbet af 2011. For med 190 danske og udenlandske priser, overgår prishøsten det hidtidige rekordår, 2010. Her blev det til 185 af slagsen.

En alsidig buket
DR skal hvert år leve op til public service-kontraktens krav om, at der skal tilbydes licensbetalerne et stort og kvalitetspræget udbud af programmer. Og priserne er gået til en alsidig buket af radio- og tv-programmer, dramaserier, dokumentarer, musik og andre udgivelser, som DRs medarbejdere har stået bag - samt til en række film og programmer, som DR har været co-producent på eller har ydet produktionsstøtte til.

For eksempel blev det til 12 førstepriser ved den årlige Tv-festival og til seks priser, da radiobranchen klappede sig selv på skulderen ved den årlige Prix Radio.

I Frankrig blev ’Borgen’ kåret som bedste internationale dramaserie, og ’Forbrydelsen’ har hentet samme hæder ved det britiske tv-akademis årlige prisuddeling. Derudover har der også været stor udenlandsk interesse – og en EBU-pris – til programkoncepter som ’Bonderøven’ i årets løb, ligesom Jan Gintbergs humoristisk-satiriske møde med ”udkantsdanskere” i ’Gintberg på kanten’ også har trukket flere priser.

Som nævnt modtog DR og DRs samarbejdspartnere i 2010 185 priser, mens tallet var 180 i 2009. I 2008 var tallet 173, mens der faldt 149 priser af i 2007.

Eksempler på tv-priser i 2011
12 førstepriser ved Producentforeningens årlige danske tv-festival, bl.a. til DR1-serien ’Gintberg på kanten’ (Seerprisen (foto)), DR2-serien ’Læsegruppen Sundholm’ (Årets nyskabelse), ’Borgen’ (Bedste tv-drama) og ’Rytteriet’ på DR2 (Bedste satire/comedy).

Publicistprisen 2011 fra Den Danske Publicistklub til debatværten Clement Kjersgaard.

TV Guld, den største danske dokumentarpris, fra Billed-Bladet til instruktøren Sami Saif for dokumentaren ’Tommy’ om popmusikeren Tommy Seebachs karriere og død.

Innovationspris ved Nordisk Barnemedie Festival til børne- og ungdomssatireserien ’Osman & Jeppe’.

Hæderspris fra Landsforeningen Liv & Død til journalist Anders Agger for DR1-serien ’Sømanden og Juristen’ om to menneskers afsked med livet.

DRs Sprogpris 2011 til værten bag gadgetmagasinet ’So Ein Ding’, journalist Nikolaj Sonne.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002