Kontakt os






 

Canal+ i Boxers net og Canal9 hos Stofa, Boxer og Smile Content
Tirsdag 7. juli 2009
Af Karsten Jensen
 
Boxer har netop indgået aftale om at distribuere den nye underholdnings- og sportskanal Canal9. Derudover er der indgået aftale om distribution af Canal+. Canal9 forhandler også med Stofa om distribution i deres net, mens landets største kabeloperatør, YouSee, fortsat ikke vil distribuere Canal9.
”Vi er meget tilfredse med aftalen, som blandt andet sikrer Boxers kunder adgang til noget af det bedste superligafodbold i Danmark via Canal9. Og filmelskerne kan glæde sig til at kunne se Canal+ via almindelige antenner,” siger adm. direktør Steen Ulf Jensen, Boxer TV.
Canal9 byder ud over SAS Ligaen også på de tre største nationale fodboldligaer, Premier League (England), La Liga (Spanien) og Serie A (Italien), og dertil viser kanalen en tredjedel af alle VM-kampe næste år i Sydafrika.

Desuden viser Canal9 film og tv-serier samt anden underholdning, der særligt appellerer til et mandligt publikum. Canal+ byder derimod på de største filmtitler, længe før de bliver vist på almindelige tv-kanaler.

”Vi er rigtig glade for at have lukket en distributionsaftale med Boxer TV, og vi er sikre på, at mange af Boxers kunder vil finde vores kanaler meget interessante. Canal+ byder på de største filmtitler og eksklusive sportsrettigheder, mens Canal9 bliver Danmarks stærkeste fodboldkanal,” siger Johan Kleberg, direktør for Canal+.

Prisen på Boxer TV’s programpakker samt prisen for at abonnere på Canal9 og Canal+ er endnu ikke fastlagt.


Stofa og Canal9 i forhandlinger

Hos Stofa er det direktør for TV & Content, Jørgen Kristensen, som sidder med ved forhandlingerne om distribution af Canal9

”Som udgangspunkt er det jo slet ikke vores opgave at afholde vores kunder fra at kunne se nye og spændende tv-kanaler,” siger Jørgen Kristensen, som ikke ønsker at kommentere yderligere på sagen, mens forhandlingerne står på.

”Jeg kan kun tilføje, at vi er langt fremme i forhandlingerne, og jeg føler, vi er kommet med et udspil, som for os rammer balancen mellem produktet og prisen,” siger Jørgen Kristensen.


Canal9 i fibernettet

Indholdsleverandør på fibernettet, Smile Content A/S, har indgået aftale om distribution af Canal9 til mere end 30.000 kunder.

Smile Content A/S har eksisteret i knap to år og leverer sine services – tv, telefoni og internet – landsdækkende via aftaler med fibernetværk som DONG Energy, SEAS-NVE, Energi Fyn, Syd Energi, Energi Midt, Midtvest Bredbånd, Galten Elværk, NRGi Fibernet, Energi Randers Tele, HEF Bredbånd og Bredbånd Nord. Smile Content A/S har i dag mere end 30.000 kunder.


Ingen distribution hos YouSee

Canal9 vil fortsat ikke blive distribueret af Danmarks største kabel-tv-distributør, YouSee, der finder at prisen for Canal9 er for høj og samtidig mener, at kanalen mangler unikt indhold.

”En stor del af de fodboldkampe, Canal9 har rettigheder til, bliver vist på andre kanaler, som allerede er en del af Fuldpakken, og set i det lys er prisen for høj. Canal9 koster ca. 23 kroner om måneden, og en prisstigning i den størrelsesorden vil vi ikke byde vores Fuldpakkekunder, når indholdet ikke er mere attraktivt,” forklarede YouSee-direktøren Ulf Lund sidst i juni.

”Derudover er vi løbet tør for kanalpladser i Fuldpakken. Det betyder, at en ny kanal vil skubbe en anden ud, og det vil give anledning til ballade. Endelig er kanalens tv-indhold koncentreret om fodbold, og her mener jeg, at vi i forvejen er godt dækket ind med bl.a. TV3+, TV 2 Sport og Kanal 5,” har Ulf Lund udtalt om baggrunden for YouSees manglende distribution.

Forklaring fra YouSee om at Canal9’s fodboldprogrammer kan ses på andre kanaler er genstand for massiv kritik i brugerfora på internettet.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002