">



Kontakt os






 

Asger Aamund lyver i tv-serie
Torsdag 10. oktober 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I DR2-serien 'Asger og de langtidsledige' fremfører Asger Aamund igen og igen, at Danmark i de sidste 13 år har haft 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder tilmeldt arbejdsmarkedet, men som ikke laver noget. Det er bare løgn. Det rigtige tal er 191.198. Det er også forkert, når Asger Aamund siger at den danske økonomi er "den grimmeste pige i klassen". Det er snarere det modsatte, der er korrekt.


Asger Aamund får i DR2-serien 'Asger og de langtidsledige' fri taletid til at fremføre sine neoliberale synspunkter, og underbygger dem med faktuelt forkerte oplysninger, hvilket er et udtryk for bevidst manipulation. Sådan skriver Michael Friis Larsen og Rasmus Ravn i dag i et debatindlæg i dagbladet Arbejderen. De to er 9. semester-studerende på 'Politik og Administration' ved Aalborg universitet og tilknyttet Center for Arbejdsmarkedsforskning.

Hele udgangspunktet for 'Asger og de langtidsledige' er, at seks arbejdsløse skal 'motiveres' til at finde et job. Og samtidigt kritiserer Aamund samtlige 179 folkevalgte medlemmer af Folketinget for ikke at have gennemført nok velfærdsnedskæringer og skattelettelser.

Kritikken af folketingsmedlemmerne kommer ud fra en neoliberal forståelse af økonomi, som bygger på en opfattelse af, at de arbejdsløse er dovne, og at velfærdsstaten er en byrde for økonomien.

Asger Aamund benytter derudover en række påstande og usaglige metaforer, hvor Danmark blandt andet beskrives som den grimmeste pige i klassen, en taber-nation og en taber-fabrik, hedder det videre i debatindlæget.


Danmark er ikke "den grimmeste pige i klassen"

Asger Aamund påstår, at den danske økonomi er "den grimmeste pige i klassen", og at Danmark er blevet en "taber-nation" og en "taber-fabrik".

Det mener Michael Friis Larsen og Rasmus Ravn er forkert, og fremfører at Danmarks arbejdsløshed er på 6,8 procent, hvilket er meget lavere end i eurozonen, som er på 12,2 procent (maj 2013). Underskuddet på den offentlige budgetsaldo, som måler balancen mellem indtægter og udgifter, er kun på 1,8 procent, hvilket er meget bedre end i eurozonen, hvor det er på 4,1 procent (tal fra 2011).

Det danske underskud på det offentlige budget er da også langt fra EU's krav om, at man højst må have et underskud på 3 procent.

Samtidig har vi i Danmark et BNP per indbygger på 43.000 euro, hvilket er langt højere end eurozonens på 28.300 euro.

Derfor er Danmark - iflg. de to studerende - fortsat et velstående land, og det er svært at genkende Asger Aamunds sorte billede af den danske økonomi.


Myten om 800.000 danskere er direkte usand

Tallet 800.000 nævnes igen og igen af Asger Aamund. Bl.a. siger Aamund: "Hvordan i alverden har vi som land kunnet anbringe os i en situation, hvor vi nu gennem de sidste 13 år har haft 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder tilmeldt arbejdsmarkedet, men som ikke laver noget" og "I 2001 var der 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, der var på dagpenge, kontanthjælp, aktivering."

Det passer bare ikke.

Der er kun tale om 191.198 personer på dagpenge, kontanthjælp, aktivering; hvilket er meget langt fra de 800.000, som Asger Aamund påstår.

Dertil kommer så en række andre, der er offentligt forsørgede, men det dækker over en lang rækker grupper - så som sygemeldte, personer på barsel, efterlønnere, førtidspensionister o.a., hvor det politisk er blevet besluttet, at de skal fritages fra at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.


Asger Aamunds menneskesyn bygger på mistillid til ledige

Den sejlivede myte om de arbejdsløses manglende arbejdsvilje, og at der er arbejde til alle, der vil arbejde, er gennemgående for Asger Aamunds menneskesyn. Selvom finanskrisen burde have aflivet myten, da den stigende arbejdsløshed under krisen ikke kan forklares som en eksplosion af kollektiv dovenskab, skriver Michael Friis Larsen og Rasmus Ravn, og forklarer videre, at det er en misforståelse at tro, at dagpengeydelsen er en ydelse, som de arbejdsløse sidder fast i. For langt de fleste fungerer den i stedet som en ydelse, der støtter danskerne under deres jobskifte.


Trækker debatten ned på lavt niveau

Programserien 'Asger og de langtidsledige' er med til at trække debatten ned på et lavt niveau, hvor arbejdsløshed reduceres til at være den arbejdsløses eget ansvar.

"En sådan diskurs, uden hold i tal og fakta, skal ved enhver given lejlighed bekæmpes, og bør dermed ikke, som det er tilfældet med 'Asger og de langtidsledige', stå uimodsagt hen på en licensfinansieret tv-station som DR2," slutter Michael Friis Larsen og Rasmus Ravns indlæg i Arbejderen.


Se også: http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=22282


Foto: Screen dump fra DR2.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002