Kontakt os






 

Uenighed om indstråling i kabel-tv fra
mobilt bredbånd

Onsdag 14. marts 2012
Af Ulrik Brinck
 
Til næste år overgår de tidligere tv-frekvenser i 800 MHz-båndet til mobilt bredbånd. Men i kabel-tv bruges frekvenserne stadigvæk til tv, og det vil kunne give problemer ved indstråling i kabel-anlæggene. Forbrugerrådet og Branchen ForbrugerElektronik (BFE) vil have Erhvervsstyrelsen på banen, men det er basalt set ikke styrelsens område, hvad der foregår i kabelnettene.
Erhvervsstyrelsen forvalter frekvensspektret i luften - en opgave, man fra årsskiftet har overtaget efter den nedlagte IT- og Telestyrelsen. Men styrelsen har som sådan ikke noget at gøre med brugen af frekvenser internt i kabelanlæg. Derfor gør styrelsen på en informationsside om de potentielle forstyrrelser heller ikke det store nummer ud af kabel-tv.

Men det burde de gøre, mener i al fald Forbrugerrådet og Branchen ForbrugerElektronik (BFE).

Styrelsen koncentrerer sig primært om mastebaseret tv, hvor der kan opstå problemer af to årsager: Enten fordi fjernsynet er indrettet til modtagelse af hele det gamle tv-bånd inkl. de nye 800 MHz-bredbåndsfrekvenser - hvilket vil kunne resultere i forstyrrelser på alle kanaler, fordi fjernsynet i sagens natur ikke er immunt over for indstråling i det 800 MHz-bånd, det er netop indrettet til at kunne modtage. Eller fordi der visse steder i landet sendes tv på UHF kanal 59 og 60, som ligger tæt på de nye bredbåndsfrekvenser.

Forbrugerrådets blad, TÆNK, skriver, at Erhvervsstyrelsen opererer med, at op til 10.000 husstande med egen tv-antenne vil kunne blive berørt af problemerne. Forbrugerrådet mener imidlertid, at også 950.000 husstande med kabel-tv skal medregnes i risikozonen, og at problemet derfor er langt større end, hvad Erhvervsstyrelsen siger.

Men Erhvervsstyrelsen melder altså hus forbi. Til TÆNK siger kontorchef i styrelsen Jakob Juul, at styrelsen ikke vil undersøge mulige problemer for kabel-tv: "Vi har fået afdækket konsekvenserne for modtagere af antenne-tv, og det er det, der er relevant i forhold til fastlæggelse af vilkårene i tilladelserne til at bruge frekvenserne", siger han.

Fænomenet med indstråling i kabel-tv er ikke nyt - faktisk er det lige så gammelt som kabel-tv selv. Oprindeligt løste teleselskaberne problemet ved i deres kabelnet at gå udenom de frekvenser, der blev brugt til radio og tv i luften. I nyere tid er problemet eksempelvis set i forbindelse med åbningen af politiets radiosystem TETRA, som kolliderede med kanal S32 i kabelnettene, og i forbindelse med digitaliseringen af mastebaseret tv, der betød, at der kom flere tv-frekvenser i brug i luften.

Man skulle således tro, at de fleste kabel-tv-seere efterhånden har fået lavet deres husstandsinstallationer HF-tætte. Det nye i forbindelse med mobilt bredbånd i 800 MHz-båndet er imidlertid, at forstyrrelserne nu vil kunne komme fra udstyr i tv-seernes eget hjem - eller hos naboen, hvis man bor i etageejendom. Det er derfor svært at forudsige, i hvilket omfang der vil opstå problemer.

Når Forbrugerrådet og BFE netop nu maser på for at få belyst de potentielle problemer, også for andre end antennehusstandene, hænger det sammen med, at Erhvervsstyrelsen i disse dage færdiggør udbudsmaterialet, der skal danne grundlag for en auktion over de nye bredbåndsfrekvenser. Efter planen skal auktionen afholdes i maj, og frekvenserne skal kunne tages i brug pr. 1. januar 2013.


Erhvervsstyrelsens hjælpeside kan ses her:
http://www.itst.dk/frekvenser-og-udstyr/aktuelle-temaer/800_MHz-frekvensbandet/800-mhz-frekvensbandet-og-mulig-forstyrrelse-af-tv-modtagelse


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002