Kontakt os






 

Deadline på DR 2 får ny sendetid
Mandag 11. august 2003
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR 2's sene nyheds- og debatprogram, Deadline, får selv tidligere deadline fra mandag den 18. august, hvor programmet rykkes en halv time frem, så det allerede bliver sendt klokken 22.30. Og fra søndag 31. august udkommer Deadline med en ny 2. sektion; her vil Connie Hedegaard (billedet) hver søndag søge kernen i den aktuelle debat om tro, etik og handlinger.
"Den nye sendetid betyder, at flere seere får mulighed for at se vores nyhedsudsendelse, uden nattesøvnen bliver spoleret," siger Gitte Rabøl, der er programchef på DR 2.

Hun forklarer, at Deadlines nye sendetidspunkt også giver mulighed for at sende eksempelvis længerevarende dokumentarprogrammer og nye programtyper, som egner sig til de sene aftentimer på DR 2.

Martin Krasnik og de to nye værter, Christine Antorini og Martin Breum, kommer til at stå for de daglige udsendelser, mens Connie Hedegaard fra den 31. august skal stå for en særlig søndagsudgave af Deadline - en 2. sektion, om man vil. Her bliver det muligt at gå mere i dybden med et emne end i de daglige Deadline-programmer.

Deadlines 2. sektion kommer til at handle om tro, etik og handlinger, og for eksempel en aktuel kirkefejde eller en debat om berettigelsen af en krig eller om liberalismens åndløshed kan blive taget op hér.

"Religion spiller en central rolle i de begivenheder, der præger den globale dagsorden. Muslimske selvmordsterrorister, katolske terrorister, kristne og jødiske højrefundamentalister er i deres fremfærd - blandt andet - motiveret af deres tro. I Danmark udfordrer indvandringen til en debat om nationale og kristne værdier. Derfor er der al mulig grund til at beskæftige sig med de spørgsmål," siger redaktionschef Arne Notkin fra Deadline.

Deadlines 2. sektion sendes hver søndag klokken 22.50.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002