Kontakt os






 

Nu kan blinde og svagsynede opleve ’Matador’ på en ny måde
Torsdag 4. maj 2017
Af Karsten Jensen
 
DRs nye udgave af ’Matador’ bliver synstolket, så blinde og svagsynede kan få det hele med.

Landets blinde og svagsynede får nu mulighed for at få mere ud af Danmarks mest folkekære tv-serie, når DR stiller sin synstolkede version af ’Matador’ til rådighed.

Synstolkningen beskriver, hvad der sker i programmet - nærmest som en lydbog. En stemme beskriver for eksempel det vrede blik mellem to personer eller en smuk solnedgang.
På den måde kan blinde og svagsynede følge med i tv-programmet, selvom de ikke kan se billederne.

DRs tilgængelighedsredaktør Heidi Sivebæk glæder sig over, at DR nu kan tilbyde Matador med synstolkning:
”’Matador’ er guld fra DRs skatkiste, og der er ingen tvivl om, at serien bliver endnu mere fantastisk, når man kan se – eller se for sig, at lille Daniel Skjern sidder på trappestenen og venter på far, eller at Hr. Schwann bukker og skraber for byens fine fruer. Seriens mange visuelle oplevelser får blinde og svagsynede nu med,” siger Heidi Sivebæk.


Nyt afsnit hver lørdag

Fra lørdag den 6. maj kan man finde første afsnit med synstolkning både på kanalen DR1 Syn klokken 20.00 og on demand på dr.dk/tv.
Der vil efterfølgende komme nye synstolkede afsnit hver lørdag aften.


Mere synstolket tv

Alle skal kunne få noget ud af DRs programmer, selvom det kniber med synet.
DR sendte sidste år 45 timers nyproduceret fjernsyn med synstolkning, og der bliver løbende stillet flere timer til rådighed - for eksempel når dramaserier er på skærmen igen eller bliver lagt på dr.dk/tv.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002