Kontakt os






 

Ungdoms-tv på DR og TV 2 uden samfundsstof
Fredag 10. marts 2006
Af Thomas Nielsen
 
DR og TV 2 har nedprioriteret samfundsrelevante emner i ungdomsprogrammerne på bekostning af populærmusik og kærestestof. En universitetslektor advarer mod udviklingen, og efterlyser en klarere public service-profil hos de to tv-stationer.
TV 2 - og senest DR - går i den gale retning med deres ungdomsprogrammer.

For få år siden var der relevante samfundsengagerende emner for de unge om eftermiddagen - emner som kunne skabe debat og få de unge til at tage stilling. Men på ganske kort tid er konceptet for de to public service-stationer ændret drastisk i retning af ren underholdning, bestående af amerikanske serier, populærmusik og kærestestof.

Det har fået lektor ved Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet Christa Lykke Christensen til at løfte en advarende finger:

"Der er bestemt ikke alsidighed i ungdomsprogrammerne i dag. De sidste fire års ungdomsprogrammer har primært været musik-tv uden udadvendt samfundsengagement", siger hun til Dagbladendes Bureau.

Christa Lykke Christensen mener i stedet, at de unge må se med på TV Avisen og de voksnes fakta-programmer, hvis de vil have dækket behovet for samfundsstof, og dermed leverer DRs og TV 2s ungdomsprogrammer ikke den variation i emnerne, som public service-reglerne foreskriver.

Chef for DR Ung, Peter Engel, er uenig med Christa Lykke Christensen. Han mener, at man ikke længere kan tale om tv isoleret, men i stedet bør se på DRs samlede tilbud til de unge.

"Der er en hel radiokanal på DAB-radio, tre-fire radiokanaler på nettet, programmer på P1 og P3, en eftermiddagsflade på DR1, satireprogrammer og ungdomsdokumentar på DR2 og en masse stof på nettet, hvor alle tv-udsendelser om et halvt år vil ligge som Podcast", siger Peter Engel.

Han fastslår, at udfordringen for DR ligger i at få programmerne ud på alle platforme - internet, radio, mobiltelefon og podcast.

"De unge synes, fjernsynet er et oldnordisk medie. Det er ikke mobilt, det sender ting på bestemte tidspunkter, og det passer derfor ikke til de unges livsstil", siger Peter Engel, og tlføjer, at de unge aldrig har været så engagerede før. Det er bare ikke på tv, siger han.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002