Kontakt os






 

Mere live-tv i DR2's aftenflade
Mandag 29. september 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Fra oktober sender DR2 hver mandag til torsdag kl. 20 live-magasiner med fokus på aktualitet og debat. Jens Ofaf Jersild og Clement Kjersgaard fortsætter hhv. tirsdag og torsdag. Anne Sophia Hermansen og Bente Dalsbæk er de to nye faste værter hhv. mandag og onsdag.


Efteråret byder på to gamle kendinge og to helt nye programmer, når DR2 mandag til torsdag kl. 20.00 sætter fokus på aktuelle emner.

”På DR2 er der plads til at gå i dybden med væsentlige aktuelle emner. Det vælger vi at skrue endnu mere op for, når DR2 går live hver mandag til torsdag klokken 20. Med Anne Sophia Hermansen, Jens Olaf Jersild, Bente Dalsbæk og Clement Kjersgaard står vi med et stærkt værtshold, der på hver deres måde vil sikre, at DR2 er til stede i nuet med væsentlige debatter og nyt perspektiv på alt det, der optager danskerne lige fra politiske skandaler og globale konflikter til menneskelige værdier og børneopdragelse," siger kanalchef for DR2 Michael Thouber.


'Godt sagt'

Mandag den 6. oktober lægger Anne Sophia Hermansen ud med programmet 'Godt sagt'.

Hun er tidligere blogger for Berlingske, pressechef for Alm. Brand og folketingskandidat for Liberal Alliance. Hun kommer fra et job som studievært på TV 2 News, og er af flere medier kåret som en af de mest markante meningsdannere i Danmark.

'Godt sagt' beskrives af DR som en helt ny type samtalemagasin. Hver uge mødes tre værter med forskellige profiler for at diskutere aktuelle emner, der optager dem. Præmissen er, at det skal kunne lade sig gøre at være uenige uden at ryge i struben på hinanden, og uden at samtalen bliver til en råbekonkurrence.

"Vi er blevet så vant til, at det at debattere betyder, at vi hver især for alt i verden skal fremføre og holde fast i vores egne synspunkter. De dummeste mennesker jeg kender, er dem, der aldrig skifter mening. Hvorfor er politikere og meningsdannere så bange for at sige: "Det har du ret i”, når de møder et godt argument? I 'Godt sagt' skal vi lytte til de gode argumenter og blive klogere i stedet for bare at stå og råbe af hinanden", lyder det fra Anne Sophia Hermansen.

Anne Sophia Hermansen flankeres hver uge af to gæsteværter, der selv vælger deres eget emne og egne gæster til programmet. I løbet af efteråret kan man som gæsteværter bl.a. møde Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen, medlem af Venstre og tidligere minister Lykke Friis, tv-vært Sara Bro, advokat Knud Foldschack, skuespiller og filminstruktør Hella Joof, musiker Lars H.U.G., sognepræst Anna Mejlhede, læge Peter Lund Madsen og forfatter Peter Øvig Knudsen.


'DR2 Nu'

Vært på onsdagsprogrammet 'DR 2 Nu' bliver Bente Dalsbæk. Hun er uddannet jurist og har bl.a. arbejdet som kommunikationsrådgiver, forfatter og freelancejournalist. Hun er fast kommentator i Berlingske, og har bl.a. været rådgiver og taleskriver for Folketingets skiftende formænd og Præsidium. Hun var med til at stifte 'Ny Alliance' - inden partiet blev til Liberal Alliance.

'DR2 Nu' sendes første gang onsdag den 8. oktober. Programmet vil gennem interviews og reportage tager fat i et af ugens helt store aktuelle emner. Bente Dalsbæk tager fat i det, der bliver talt mest om lige her og nu, og giver iflg. DR emnet et perspektiv og nuancer, som ikke tidligere er set.

"Når jeg bliver præsenteret for et aktuelt emne som interesserer mig, så leder jeg altid efter flere perspektiver og nuancer – en sag har aldrig kun én side! I 'DR2 Nu' vil vi formidle både de små og de store nuancer i helt aktuelle spørgsmål og dermed tilbyde seerne en ny vinkel, på det, der foregår lige nu," siger vært Bente Dalsbæk.


Og de to gengangere

'Jersild uden spin' sendes fast tirsdag klokken 20.00, og 'Debatten' sendes fast torsdag kl.20.00. I uge 41 (6. - 12. oktober) har begge programmer dog ændret sendetid på grund af Folketingets åbning.


Foto: Anne Sophia Hermansen er fast vært på 'Godt sagt!', nyt live debat-program hver DR2 mandag kl. 20 (Arkivfoto/pressefoto) - og Bente Dalsbæk er vært på DR2's nye aktualitet-program 'DR2 Nu', der sendes live hver onsdag kl. 20. (Fotograf: Lars E Andreasen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002