Kontakt os






 

Stor international interesse for Blixen-film
Tirsdag 27. september 2005
Af Karsten Jensen
 
Allerede inden dokumentarfilmen 'Karen Blixen - en fantastisk skæbne' har tv-premiere på DR1 på søndag klokken 20, er der enorm international interesse for filmen om den danske forfatterinde med den afrikanske farm.
Tilrettelæggerne af filmen, Marcus Mandal og Anna von Lowzow fra Nordisk Film TV, har netop fået besked om, at filmen vil få fire priser ved Nordamerikas ældste festival for dokumentar- og underholdningsprogrammer, The 53rd Columbus International Film & Video Festival i USA, i midten af november. Men filmen er også blevet udvalgt til visning ved syv store internationale filmfestivaler i den kommende tid.

Karen Blixen-filmen er nomineret ved New York International Independent Film and Video Festival, hvor arrangørerne endda fremhæver filmen for at være "ét af festivalens højdepunkter". Her skal filmen både vises i Los Angeles og New York. Men også California Independent Film Festival og Fort Lauderdale International Film Festival skal vise Blixen, mens filmen i Europa foreløbigt er udtaget til Prix Europa i Berlin, 48. International Leipzig Festival og til Nordiske Filmdage i Lübeck.

Derudover ligger det allerede nu fast, at filmen skal vises i Sverige, Norge, Finland og Islands fjernsyn, men salget er først ved at gå i gang.

Filmen om Karen Blixen bygger på et stort billedmateriale og interviews med folk, der stod forfatterinden nær. For eksempel Karen Blixens nu 103-årige svigerinde, familie og Blixens i dag 87-årige kenyanske "houseboy", Tumbo. Medvirkende er også Meryl Streep, der havde hovedrollen i filmen 'Mit Afrika', som DR1 også sender på søndag kl. 22.10 på DR1 som et led i Karen Blixen-temaaftenen.

Optagelserne til filmen er foregået i Kenya, USA og Danmark, og det er DR Radiounderholdningsorkestret, der spiller titelmelodien til 'Karen Blixen - en fantastisk skæbne'.

Også magasinet 'Søndag', der sendes på søndag klokken 21.15 med genudsendelse mandag klokken 12.10 på DR1, beskæftiger sig med Karen Blixen.

Magasinet beskriver den 87-årige "houseboy" Tumbos første møde med Danmark. I 75 år har hans største ønske været at komme til Karen Blixens land, og det ønske fik han opfyldt for nylig.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002