Kontakt os






 

Eric Danielsen er død
Mandag 3. november 2008
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Nyhedsoplæser, kulturreporter og senere programsekretær i DR fra 1965-1986 Eric Danielsen er død lørdag. Han blev 88 år. Eric Danielsen var mest kendt som den aller første nyhedsoplæser på den aller første udgave af TV Avisen i 1965.

Eric Danielsen - født i 1920 på Frederiksberg - blev oprindeligt uddannet som journalist på Skive Venstreblad, og senere kom han til Viborg Stifts Folkeblad.

Da tyskerne besatte Danmark, gik han under jorden, og efter befrielsen i 1945 blev han ansat på det kommunistiske dagblad Land og Folk. Fra 1949-1953 var han formand for Clarté, den kommunistiske fraktion i Studentersamfundet.

Fra 1953-1965 boede Eric Danielsen i Warszawa, og arbejderde dels som korrespondent for Land og Folk - og dels som programmedarbejder på den polske radios daglige danske radioudsendelser.

I 1965 blev Eric Danielsen så ansat som nyhedsoplæser og kulturreporter på TV-Avisen i Danmarks Radio.

Eric Danielsen var oplæser på den første udgave af TV-Avisen, der blev sendt den 15. oktober 1965. Udsendelsen varede kun få minutter, og aftenens tophistorie var, at det års Nobels Litteraturpris gik til en sovjetisk forfatter.

TV-Avisen var de første år delt i to: Det begyndte med et stramt redigeret nyhedsdel på 5-10 minutter, der næsten kun var illustreret med faste billeder - mens de egentlige billedbærende historier blev bragt i en mere feature-agtig afdeling kaldet 'Set og sagt'.

Det blev dog efterhånden kultur-journalistikken, som Eric Danielsen beskæftigede sig mest med i DR. I 1986 forlod han DR, for at blive forfatter på heltid.

I 1978 modtog han PH-prisen og i 1991 modtog han Dansk Forfatterforenings faglitterære Pris.

Eric Danielsen har bl.a. skrevet en stribe bøger om psykologiske emner, om franske forfattere og har - lige til det sidste - været aktiv med kronikker og debatindlæg i bl.a. de kommunistiske aviser 'Arbejderen' og 'Kommunist'.


Kilder: Danskfilm.dk, Politiken.dk og 'En verden i Lyd og Billeder' (Leif Ahm).


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002