Kontakt os






 

DR lavede ikke skjult reklame for Bruun Rasmussens Kunstauktioner
Torsdag 7. maj 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
At DR1 gennem en række programmer - i serien 'Auktionshuset' - skildrede livet i Bruun Rasmussens Kunstauktioner, var ikke skjult reklame. Det har Radio- og TV-nævnet nu afgjort.
En tv-seer havde ellers klaget til Radio- og TV-nævnet over DRs programserie om Bruun Rasmussens Kunstauktioner. Helt konkret mente seeren, at der i særdeleshed var tale om skjult reklame i en udsendelse om en auktion over eksklusive dametasker, som DR1 sendte den 30. oktober sidste år, men også i hele programserien 'Auktionshuset' som helhed.

"Programserien er en decideret reklame for det private auktionsfirma Bruun Rasmussen i strid med reklamebekendtgørelsen, der siger, at reklamer i bl.a. fjernsyn klart skal kunne identificeres, ved at de i indhold og præsentation adskiller sig fra de ordinære programmer," lød det iflg. DR bl.a. fra klageren.

I sit svar til Radio- og TV-nævnet fastslår DR bl.a., at aftalen med auktionshuset har været, at der kan arbejdes journalistisk, at DR og produktionsselskabet Monday, som har stået bag udsendelserne, havde den fulde redigeringsret over programmerne, og at der ingen økonomi var forbundet med aftalen med Bruun Rasmussen.

Samtidig mente DR ikke, at der var sket uberettiget fremhævelse af Auktionshuset Bruun Rasmussen, ligesom der har ligget velbegrundede, redaktionelle overvejelser og beslutninger bag, hver gang Bruun Rasmussen er blevet nævnt.

"Der foreligger således efter DRs opfattelse ikke skjult reklame for Auktionshuset Bruun Rasmussen," konkluderede DR i svaret.


Ingen anprisninger eller opfordringer

Det har Radio- og TV-nævnet nu givet DR ret i, oplyser DR videre. I afgørelsen fra nævnet understreges også, at DR hverken henviste til Bruun Rasmussens hjemmeside, anpriste firmaet eller kom med opfordringer til køb undervejs.

"Radio- og TV-nævnet finder samlet set, at fremhævelserne af Bruun Rasmussen ikke går ud over, hvad der kan siges at være redaktionelt berettiget. Programserien 'Auktionshuset' indeholder dermed ikke skjult reklame for auktionshuset Bruun Rasmussen i strid med reglerne herom," konkluderer nævnet.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002