Kontakt os






 

Vi elsker at hade reklamer på tv
Tirsdag 27. april 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Iflg. 'Reklameanalysen 2009' er det tv-og email-reklamer, der frustrerer danskerne klart mest. Men der bliver alligevel færre og færre, der skifter tv-kanal, når der sendes reklamer - og når sandheden skal frem, så er tv-reklamer en af de reklameformer, der skaber mest opmærksomhed.

Det er Mediebureauet Mindshare, der har målt danskernes irritation ved forskellige typer reklamer.

Rapporten 'Reklameanalysen 2009' viser at cirka halvdelen af befolkningen er meget positive overfor reklamer, mens den anden halvdel er mere skeptiske. Der er dog i de seneste fem år en klar tendens til, at flere bliver mere positive overfor reklamer. Mindshare noterer, at der er et fald i reklameirritation, både i almindelighed og på tværs af de fleste mediekanaler. Desuden siger markant færre, at de skifter tv-kanal ved reklameafbrydelser. I 2005 angav 73 pct. af befolkningen, at de altid skiftede kanal, når der kom tv-reklamer; det er nu
faldet til 61 pct.

Undersøgelsen viser også, at det især er de unge, der er mere positive overfor reklamer.

En anden grund til den mere positive holdning overfor tv-reklamer i befolkningen kan være, at reklamerne er blevet bedre, og at danskerne er blevet mere 'reklame-tolerante'. Der er i hvert fald flere og flere, der synes at reklamer er underholdende, og da der har været et stærkt stigende reklametryk (en stigning i tv-reklamer på knap 30 pct. fra 2004 til 2008), så er danskerne måske ved at vænne sig mere til reklamerne.

Danmark er dog langt bagefter stort set resten af verdens udviklede lande, når man ser på reklametrykket på tv. Kun Sverige ligger under Danmark i antal sete tv-reklamer pr. uge. I lande som Japan, Indonesien, USA og Taiwan ser befolkningen omkring fem gange så mange reklamer som danskerne.

Men tv-reklamer ér irriterende. Synes danskerne. Faktisk er tv den mest irriterende reklameform. Næsten 90 pct. af danskerne finder tv-reklamer irriterende. Kun reklamer via e-mails og salgsbreve kommer op på samme niveau - tæt forfulgt af radioreklamer og bannerreklamer.

Men tv-reklamer er samtidig de reklamer, som danskerne er mest opmærksomme på, kun overgået af husstandsomdelte reklamer og smagsprøver i butikkerne.

Mindshare konstaterer, at mængden af reklamer på tv er vokset kraftigt, men irritationen er uændret eller faldende. Forklaringen er, at der er en klar sammenhæng mellem graden af irritation overfor reklamer, og i hvor høj grad man giver 'tilladelse' til at blive kontaktet gennem mediet.

Og danskerne er tilsyneladende ved at vænne sig til, at der altså er reklamer på de fleste tv-kanaler.


Fotograf: Stig Hartvig Nielsen. (c) tvnyt.com


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002