Kontakt os






 

De første ansigter på Voice TV
Onsdag 4. august 2004
Af Karsten Jensen
 
Når The Voice TV – Danmarks første rene musik-tv-station – går i luften den 16. august, møder seeren to værter, der er lige så forskellige som dag og nat, men fælles om kærligheden til musikken. The Voice TV har valgt Stine og Le, der beskriver sig selv som henholdsvis dullet poptøs og sej firehjulstrækker-rockchick!
At arbejde foran et kamera er ikke ukendt for den Stine Ternstrøm, 21 år. Det hele startede, fordi Stine syntes, at Robinson var et fedt program, men hun fik aldrig meldt sig til. Så da hun så en trailer for TV Akademiet på det affilierede TV Danmark, besluttede hun sig for at prøve lykken, og det har hun ikke fortrudt et sekund. Stine vandt TV Akademiet, og så var vejen banet for en tv-karriere på The Voice TV.

”Jeg kunne simpelthen ikke tro det, da jeg blev ringet op og fik tilbudt jobbet. Faktisk troede jeg først, at The Voice bare ville lave et lille interview med mig. Da jeg så fandt ud af, hvad det handlede om, var det virkelig svært ikke at skrige af begejstring, men jeg forsøgte at være cool”, siger Stine.

Det er lidt tilfældighedernes spil, der har gjort Le Rune Gammeltoft, 26 år til studievært. Hun har i de sidste par år været journalist på Bilmagasinet og Woman, men har altid gerne villet arbejde med musik. Så da chancen bød sig, var hun ikke sen til at sige ja.

”Faktisk var jeg i sommerhus sammen med nogle venner, da jeg fik at vide, at jeg havde fået jobbet og mine venner fik straks champagne på bordet. Men så blev det heller ikke fejret mere, før jeg havde en underskrevet kontrakt i hånden”, siger Le.

Stine og Le er fælles om glæden ved musikken, og der er da også et par musiknavne eller to, som de begge er vilde med, men så stopper lighederne også. Hvor Stine er poptøsen med hang til hiphop, pop og R’n’B, er Le er vild med ny og spændende musik. Man er heller ikke i tvivl om forskellen, når man spørger de to studieværter, hvilken cd der ligger hjemme i afspilleren. Hvor Le lige nu hører de danske kometer Nephew, står den på den tyrkiske popsanger Tarkan hos Stine, for ham hørte hun konstant, da hun og veninderne var på ferie i Tyrkiet.

Der er ingen lampefeber, men masser af gode sommerfugle i maven hos de to kommende studieværter. Nu glæder de sig til, at de og deres program Planet Voice går i luften dagen efter den store åbningskoncert. Fra den 17. august kan seerne møde Stine og Le alle hverdage fra klokken 15-18 på The Voice TV.

Når The Voice TV går i luften den 16. august bliver lanceringen fejret med en koncert med internationale og danske topnavne på Plænen i Tivoli, der transmitteres live på The Voice TV.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002