Kontakt os






 

Når mænd ikke går til læge…
Tirsdag 9. februar 2016
Af Redaktionen
 
Mange mænd venter for længe, inden de går til læge. Det har betydning for både den enkelte mand og hans familie, men også for samfundet, der hvert år bruger milliarder på livsstilssygdomme. DR2 ser på problematikken i ny programserie, der har premiere på mandag den 15. februar.
Hver gang der dør 100 kvinder af kræft, dør ca. 140 mænd af det samme. Når 100 kvinder dør af diabetes, sker det samme for ca. 145 mænd. Og hver gang 100 kvinder dør af hjertekarsygdomme, må ca. 150 mænd lade livet.

Hvis en mand får en alvorlig sygdom, er der større risiko for, at han dør af den, end hvis en kvinde får samme sygdom – det gælder for stort set alle alvorlige sygdomme.

Det er et stort problem for den enkelte mand og hans familie, men også for samfundet, når sygdomme enten konstateres for sent - eller helt kunne være undgået. Omkostninger til medicin, pleje og indlæggelser er stigende, og det samme er omkostningerne i tabt produktion, sygefravær, tidligere pension osv. Samlet set vurderer professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard, at livsstilssygdomme hvert år koster det danske samfund mellem 60 og 100 milliarder kr.

I programserien ’Lægen flytter ind’ ser DR2 sammen med praktiserende læge Charlotte Bøving på, hvad det kan betyde ikke bare for den enkelte mand og hans familie, men også for samfundet, hvis flere mænd begyndte at tage deres helbred alvorligt.


Når manden ikke vil gå til lægen, må lægen komme til manden

I seriens første program møder seerne den 45-årige Ricky. Det er Rickys voksne datter, der har meldt ham til programmet, fordi hun er alvorligt bekymret for sin fars helbred. Han spiser for fedt og for meget, bevæger sig stort set ikke og drikker med vennerne næsten hver dag. Han har allerede været igennem fire rygoperationer og har ofte smerter, der får ham til at tage store mængder smertestillende medicin – alligevel går Ricky ikke til lægen og får ikke gjort noget ved de helbredsproblemer, han har.

Når Ricky ikke vil komme til lægen, så må lægen komme til ham. Derfor flytter Charlotte Bøving ind hos Ricky, så hun kan få en fornemmelse af hans liv og vaner og samtidig foretage en række test, så hun kan se, hvor galt det faktisk står til med ham.

Men spørgsmålet er, om han er i stand til at ændre på de fastgroede vaner, eller om han bliver ved med at falde tilbage i de gamle mønstre? Er det motivation nok, at han ved, at datteren er bekymret for ham, eller skal der mere til før Ricky kan lægge sit liv om?

Første afsnit af ’Lægen flytter ind’ sendes på DR2 mandag d. 15. februar kl.20.45.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002