Kontakt os






 

Sønderjysk kulturpris til Anders Agger
Tirsdag 14. april 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Journalisten og dokumentaristen bag bl.a. 'DR2 Indefra', 'Sømanden og juristen' og adskillige sommertemaer på DR2 modtager på torsdag Rødekro Kulturpris på 25.000 kroner på Rødekro Bibliotek.
Dermed kommer Anders Agger i selskab med navne som Søren Ryge Petersen, Anders og Peter Lund Madsen, Sigurd Barrett, Ghita Nørby, Nils Malmros og Lisbet Dahl, som alle tidligere har modtaget prisen, der er blevet uddelt siden 1987.

Ifølge formanden for Rødekro Kulturpris, Hans Gert Jakobsen, får Anders Agger den, for Anders Aggers "naturlige tilgang til Danmarks forskelligheder".

I motiveringen lyder det: "I en lang række tv-udsendelser har Anders Agger både nøgternt og med stor indføling ført os ind i en række miljøer og livssituationer, som er skjult for de fleste. Med sin særlige, lavmælte facon og ypperlige omgang med det danske sprog, har han i mange år høstet stor anerkendelse for din dybt ansvarlige journalistik."

Anders Agger, der har været ansat i DR siden 1989, er ikke helt ubekendt med at få priser. Han har tidligere bl.a. modtaget DRs Sprogpris, KLF Kirke & Mediers mediepris, 'Liv & Død'-prisen for dokumentaren 'Sømanden og Juristen', ligesom han er blevet hædret ved TV-festival.

Rødekro Kulturpris bliver givet en person, der har været til gavn for det kulturelle liv i Danmark, som det hedder. Modtageren er forpligtet til at modtage prisen i Rødekro, og i sammenhæng med det berette "om sit virke". Det kommer Anders Agger også til, for torsdag aften kl. 20.00 fortæller han om sit arbejde på Røde Kro i den sønderjyske by.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002