Kontakt os






 

To timers nordisk fjernsyn dagligt på DR
Tirsdag 20. januar 2004
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Der bliver i stigende grad talt svensk, norsk, finsk, islandsk og færøsk i sendefladen på DR 1 og DR 2. Programmerne fra de andre nordiske lande optager nemlig mere og mere af sendetiden på DR TV, viser 2003-statistikken for Nordvisionen. Sidste år sendte DR i alt 723 timers fjernsyn fra de andre nordiske lande - udover den almindelige nyheds- og sportsdækning. Det svarer til cirka to timer om dagen, og aldrig tidligere har tallet været så højt. Programmerne sendes dog mest udenfor primetime.
I 2002 sendte DR i gennemsnit en time og 40 minutters nordisk tv om dagen, og tilbage i 2000 var tallet en time og et kvarter om dagen. Dermed er DR den af de nordiske public service-kanaler, som sender flest timers fjernsyn fra de andre nordiske lande.

Specielt formiddag og eftermiddag gør DR flittigt brug af de nordiske programmer, men også en serie som 'Tinas mad' er et eksempel på udsendelser, som DR har fået via Nordvisionen.

Langt de fleste udsendelser bliver udvekslet gratis, og når det drejer sig om større tv-serier, som for eksempel 'Krøniken', er der tale om co-produktioner, hvor svensk og norsk tv har skudt penge i projekterne og derfor også kan vise dem.

Sammenlagt har der været udvekslet omtrent 2.400 timers fjernsyn mellem de nordiske lande i 2003, og også dette tal er stigende.

"Kulturelt og samfundsmæssigt ligner de nordiske lande hinanden meget, og det er naturligvis noget af forklaringen på, at interessen for at udveksle programmer er stor. En anden forklaring er, at alle radiofonier får stadig mere sendetid - ja, det er ligefrem blevet et konkurrenceparameter. Derimod følger budgetterne ikke med op, og derfor er der god brug for at det gratis stof af kvalitet, som Nordvisionen kan byde på. Hovedreglen har altid været, at der ikke skulle være penge blandet ind i det, og vi låner også arkivstof hos hinanden," forklarer afdelingschef Finn Rowold fra DR International.

De andre nordiske lande viser også flittigt programmer fra DR. Her er de endelige tal for 2003 endnu ikke opgjort, men det er et sted mellem 600 og 700 timers DR-fjernsyn, der er gået over skærmen i Norden. De efterspørger især DRs dokumentarprogrammer, undervisningsprogrammer og naturprogrammer. Svenskerne følger for eksempel 'Friland', mens nordmændene er vilde med at se 'Krimizonen'.

"Jeg tror, vi vil komme til at se en fortsat stigning i udvekslingen af nordiske programmer i den kommende tid. Dels fordi tv-stationerne har konstant brug for stof, og dels fordi fremtiden byder på flere digitale kanaler, som også får behov for mange programmer," siger Finn Rowold.

Under navnet Nordvisionen har de nordiske public service-stationer SVT, NRK, DR, YLE i Finland, RUV i Island og SVF på Færøerne samarbejdet siden 1959 om at udveksle, samproducere og købe/sælge programmer.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002