Kontakt os






 

YouSee begynder kanalomlægning i dag
Tirsdag 31. januar 2017
Af Eric Larsen
 
I dag den 31. januar begynder YouSee sin store kanalomlægning. Omlægningsperioden varer frem til den 10. marts, og betyder flere tv-kanaler i HD-kvalitet, men også et farvel til muligheden for at lytte til FM-båret kabelradio direkte fra vægstikket.
Det er kun 14 dage siden, at en ny distributionsaftale mellem YouSee og Discovery Networks blev offentliggjort. Den betyder at YouSee har ret til at distribuere de i alt 13 tv-kanaler fra Discovery i yderligere 7 år. Dermed er den sidste store knast faldet på plads i sammensætningen af kanalpakkerne, og YouSee vil dermed køre videre med det hidtidige udbud af tv-kanaler. Den nye kanaloversigt for tv kan ses på

https://yousee.dk/i_foreningen_og_virksomheden/produkter_og_priser/tv/kanaloversigt.aspx

Med kanalomlægningen vil alle 6 tv-kanaler fra DR nu blive distribueret i HD. Dermed vil flere af dem oven i købet være i bedre kvalitet på kabel end i æteren, hvor DR2, DR Ultra og DR Ramasjang stadig kun er i SD når de udsendes fra DTT-sendemasterne.

Der er dog intet nyt i forhold til de mange ekstrakanaler, man kan tilkøbe til pakkerne hos YouSee. Flertallet af disse distribueres stadig kun i SD.

Hensynet til højere internethastigheder vejer tungere end radiolytning hos YouSee, og derfor slukkes FM-signalerne for at give plads til bredbånd med hastigheder på i første omgang 1GB/s. YouSee vil med omlægningen opgradere til standarden DOCSIS version 3.1 (Data Over Cable Service Interface Specification). Med version 3.1 skal hele spektret fra 5-200 MHz principielt tages i brug til internetkommunikation, så FM-signalerne mellem 87.6 og 108 MHz er i vejen i kabelnettet.

YouSee vil fortsat distribuere radiokanaler, nu blot i DVB-C format, så de udsendes ligesom tv-signalerne. En tv-tuner vil derfor kunne finde radiokanalerne, så man kan aflytte radiostationerne på særskilte kanalpladser på sit tv.

Der bliver dog færre radiokanaler at vælge imellem. Igennem mange år har YouSee fast distribueret 28 radiokanaler som kabelradio på FM-båndet, fordelt på 20 landsdækkende stationer og nabolandsradio, og yderligere otte kanalpladser reserveret til lokale radiostationer fra de enkelte kommuner samt disses nabokommuner. Med overgangen til DVB-C forsvinder alle lokalradioerne, som man herefter må lytte til med en stueantenne eller via nettet.

De tilbageværende radiokanaler byder så heller ikke på nær så meget nabolandsradio som tidligere. Tilbage i 2011 fjernede YouSee en stor del af radiostationerne fra nabolandene, bl.a. for at få plads til de nye DAB-kanaler fra DR, og det betød farvel til svensk P1, P3 og P4, og de tyske NDR2, RTL Radio og Klassik Radio.

(Det kan der læses mere om her: http://radionytarkiv.dk/artikel/default.asp?id=18725 )

Selv om der principielt kan være ganske mange radiostationer på meget lidt plads når de sendes som DVB-C, så ser det ikke ud til, at nogen af dem vender tilbage i denne kanalomlægning.

De 20 landsdækkende radiostationer er så i øvrigt blevet reduceret til 18 i de officielle oversigter hos YouSee. Det skyldes, at DR har lukket DR Mama og Ramasjang Radio, uden at YouSee har erstattet disse stationer med enten nogle af de ovennævnte nabolandsstationer, eller med de nye radiostationer som siden er kommet til på DAB (DR Nyheder, MyRock og Radio Soft, som alle mangler i YouSee’s udbud). Den nye kanaloversigt for radio kan ses på

https://kundeservice.yousee.dk/tv/funktioner-og-brug/radiokanaler



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002