Kontakt os






 

Nyt DR-program: 'Gal eller normal?'
Onsdag 9. maj 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I et nyt DR1-program ’Gal eller normal’ møder seerne ti danskere. Fem er sunde og raske; fem har en psykiatrisk diagnose. Men hvem er hvem? Det skal programmets tre eksperter, som alle har mange års erfaring inden for psykiatrien, forsøge at gætte ved at observere de ti deltagere i tre dage.


I løbet af de tre dage bliver de ti deltagere - i alle aldre og med vidt forskellige baggrunde - udsat for forskellige opgaver og test, som er specielt designede til at fremprovokere en reaktion hos psykisk syge, skriver DR i en pressemeddelelse. Spørgsmålet er, om de psykisk syge i gruppen vil skille sig ud og dermed afsløre sig selv? Vil det være muligt at skelne mellem, hvornår anderledes adfærd er tegn på en psykisk sygdom, og hvornår det blot er et personligt karaktertræk?


Observerer under test

Eksperterne får ikke den tid, de plejer til at stille en diagnose. De kender ikke på forhånd deltagernes baggrunde eller personlige historier. De får kun lov til at observere dem under testene. Hvis fordommene om psykisk syge holder stik, burde det ikke være et problem at se, hvem af deltagerne der lider af henholdsvis en spiseforstyrrelse, maniodepressivitet, paranoid skizofreni, social fobi og OCD.

Ifølge læge og tv-vært Peter Qvortrup Geisling skal programmet anskueliggøre, at det faktisk er sværere end man tror, at pege ud hvem der har en psykiatrisk diagnose, og hvem der ikke har. Samtidig skal programmet vise, hvor normalt og velfungerende det kan lade sig gøre at leve, selvom man har en psykiatrisk diagnose.


Historierne skal frem

”Det er vigtigt, at flere får et mere nuanceret billede af de mennesker, der gemmer sig bag de her diagnoser. Vi skal have historierne frem om, at der på enhver arbejdsplads er medarbejdere, som har diagnoser, men som alligevel fungerer godt både på arbejdet og privat. Åbenhed og fakta er nødvendigt, hvis man vil fjerne fordomme om psykiske sygdomme”, siger Peter Qvortrup Geisling.

’Gal eller normal’ er også titlen på en ny bog som udkommer den 22. maj, og som sammen med tv-programmet og hjemmesiden www.dr.dk/sundhed i samarbejde med ’En af os’-kampagnen skal give både seere og læsere nogle øjenåbnende erkendelser.


Programmet ’Gal eller normal’ sendes mandag den 14. og 21. maj kl. 20 på DR1.


Foto: Ti frivillige danskere medvirker i et eksperiment, som DR har lavet. De fem af deltagerne er sunde og raske. De andre fem har en psykiatrisk diagnose - men hvem er hvem? (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002