Kontakt os






 

Bedre konkurrence om fodboldrettigheder
Onsdag 31. oktober 2007
Af Karsten Jensen
 
Konkurrencerådet har i dag godkendt en aftale med DBU/Divisions-foreningen om salg af medierettigheder til fodbold.
”Jeg er tilfreds med aftalen, der betyder, at det ikke længere vil være muligt for et enkelt tv-selskab at sidde på alle rettighederne til visning af dansk fodbold. I fremtiden vil der blive vist dansk fodbold på flere forskellige tv-kanaler. For forbrugerne kan den øgede konkurrence mellem tv-selskaberne betyde fordele i form af større udbud, flere valgmuligheder og bedre kvalitet i sports-udsendelserne," udtaler Kim Sparlund, vicedirektør i Konkurrencestyrelsen.




Aftalen indebærer en betydelig ændring i måden rettighederne overdrages på, idet alle tv-selskaber og andre medieselskaber i fremtiden minimum hvert tredje år får adgang til at forhandle om køb af rettighederne. Tilsagnene er i øvrigt overensstemmende med de løsninger, som EU-Kommissionen og andre nationale konkurrencemyndigheder er nået frem til.

Medierettighederne til dansk ligafodbold opdeles i et antal pakker, som udbydes enkeltvis i åbent udbud. Der er opstillet faste rammer for dette udbud. Som udgangspunkt kan ingen erhverve samtlige pakker til direkte transmission af superligakampe. Medierettighederne til den enkelte pakke tildeles den, der giver det økonomisk mest fordelagtige bud.

Hele processen omkring udbud og salg af medierettigheder følges af en uafhængig trustee, der handler efter et mandat godkendt af Konkurrencestyrelsen.

Fakta om medierettighederne til dansk klubfodbold
Konkurrencerådet har den 31. oktober 2007 besluttet at gøre DBU/Divisionsfore-ningens tilsagn om fælles salg af medierettighederne til dansk klubfodbold bindende.

Tilsagnene indebærer:

-at ingen potentielle købere har fortrinsret til at byde på medierettighederne
-at rettighederne maksimalt udbydes for 3 sæsoner (år) ad gangen
-at rettighederne opdeles i flere forskellige kategorier med et antal pakker med forskelligt indhold fordelt efter antal kampe, rettighedstype og medieplatforme
-at der både udbydes pakker med eksklusive (eneret) og ikke-eksklusive rettig-heder
de særligt efterspurgte pakker med tv-rettigheder til direkte transmission af kampe fra -Superligaen og til højdepunkter fra kampene i Superligaen kan som udgangspunkt ikke erhverves af én og samme køber
-at hele udbudsprocessen overvåges af en uafhængig instans i form af en Trustee
-Inden for disse tilsagn har DBU/Divisionsforeningen valgt at udbyde rettigheder i 6 forskellige kategorier indeholdende én eller flere pakker efter følgende fordeling:

-En kategori med minimum 3 pakker med eksklusive rettigheder (eneret) til direkte tv-transmission fra kampe i Superligaen
-En kategori med minimum 1 pakke med eksklusive rettigheder til direkte tv-transmission fra kampe i 1. division
-En kategori med minimum 1 pakke med eksklusive rettigheder til direkte tv-transmission fra kampe i Landspokalturneringen
-En kategori med minimum 2 pakker med ikke-eksklusive rettigheder til tv-transmission af højdepunkter fra samtlige kampe i Superligaen, 1. division og Landspokalturneringen
-En kategori med minimum 2 pakker med ikke-eksklusive rettigheder til radiotransmission fra samtlige kampe i Superligaen, 1. division og Landspokalturneringen
-En kategori med minimum 1 pakke med rettigheder til udnyttelse via new media af Superligaen, 1. division og landspokalturneringen
-DBU/Divisionsforeningen kan udbyde flere kategorier og pakker end de nævnte. Sker det, skal udbuddet følge samme model. De nærmere betingelser for udbuddet fremgår af de udbudsbetingelser, som før et udbud sættes i gang, skal godkendes af Konkurrencestyrelsen.

Alle interesserede aktører har adgang til at byde på rettighederne. DBU/Divisionsforeningen kan på baggrund af buddene indlede forhandlinger om tildeling af pakkerne.

Overordnet set tildeles pakkerne individuelt til de aktører, som efter en samlet vurdering betaler den højeste pris, giver det bredeste seerpublikum og har fastsat de mest fordelagtige betingelser for udvikling af dansk fodbold og produktet dansk fodbold, herunder med økonomisk bistand til markedsføring af dansk fodbold.

Tilsagnene er tidsubegrænsede. Modellen skal derfor anvendes for alle fremtidige udbud. Hvis markedsforholdene ændrer sig væsentligt, kan DBU/Divisionsforeningen dog anmode Konkurrencerådet om at genoptage sagen.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002