Kontakt os






 

Ole og Jarlen på TV 2 Charlie
Torsdag 24. september 2009
Af Karsten Jensen
 
For første gang i 20 år arbejder Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen sammen igen i ny programserie på TV 2 Charlie.
For mere end 20 år siden grinede hele Danmark af Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen i skikkelse af Walter & Carlo og Øb og Bøv på DR. Nu vender makkerparret for første gang tilbage til skærmen, når TV 2 Charlie byder på to af dansk underholdnings allerstørste stjerner i en helt ny fiktionsserie.

De to herrer har fået lidt flere år på bagen og er nu på jagt efter opskriften på det helt store comeback anno 2009 i den roadmovie-inspirerede serie ’Ole & Jarl’, der tager seerne med rundt i det meste af Danmark. I serien møder Ole og Jarl både kendte og ukendte danskere, der giver dem gode råd om at komme videre med deres karrierer og fortæller deres usædvanlige historier.

”Vi har længe talt om at lave noget sammen igen, men hverken Ole eller jeg har haft tiden til det før nu,” siger Jarl Friis-Mikkelsen, der prøver at holde styr på den lidt mere uregerlige Ole i serien.

”Det hele startede med, at vi lavede en liste over vores svagheder, og så udviklede idéerne sig hurtigt derfra. Og pludselig blev det et slags realityshow over Oles og mine svagheder i en sjov ramme. Temaet er, at vi er ude i virkeligheden for at få et comeback, men vores karakterer er strakt lidt, og virkeligheden er drejet 15 procent,” fortsætter Jarl Friis-Mikkelsen.

Gennem programmet udfordres de to gode venner gang på gang på deres venskab, og de finder ud af, at de nok er mere forskellige, end de troede. Så det bliver tit og ofte til heftige meningsudvekslinger på landevejene mellem de to gamle venner.

”Jeg fik første gang idéen, da jeg så et program, hvor en af værterne fra programmet ’Top Gear’ tog rundt og smagte vin sammen med en vinekspert. Det var et faktaprogram, mens vi gerne vil lave noget mere fiktivt, der har samme drillende tone mellem hovedpersonerne,” fortæller Ole Stephensen.

I jagten på at opnå ægte ”flash-factor” søger Ole og Jarl bl.a. råd hos flere af Danmarks største kendisser. De får f.eks. karrierecoaching af Bettina Aller, kommer til medietræning hos kendisfænomenet Sidney Lee og bliver stylet af selveste Anni Fønsby, der mener, at pasteller og afblegede tænder er lige, hvad Ole og Jarl har brug for.

De to herrer møder også Finn Nørbygaard, som fortæller om sit økonomiske mareridt, og Sussi fra duoen Sussi og Leo, der maler et nøgenportræt af Ole og Jarl for at sætte lidt fut i projektet.

”Det betyder utroligt meget for TV 2 Charlie, at to så store tv-personligheder er med til at præge efterårets sæson, og det ser ud til at blive rigtig sjovt! Charlie-seerne har mange gange vist os, at de er udstyret med en portion god humor, og det ved vi, at Ole og Jarl leverer,” siger Maiken Wexø, programchef for TV 2 Charlie.

’Ole & Jarl’ har premiere onsdag 7. oktober kl. 20.30 på TV 2 Charlie.




Spil med om 500.000.000 kr. i Klasselotteriet. Drømmer du om en milliongevinst? Så spil, hvor chancen er størst. Der er 500 millioner i puljen, 108 milliongevinster og mere end 210.000 glade vindere hvert år. Prøv Klasselotteriet NU og vind rejser for to til Paris med 5.000 kr. i lommepenge.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002