Kontakt os






 

DR3 sætter fokus på katten i uge 31
Onsdag 22. juli 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR3 dedikerer hele næste uge - fra mandag den 27. juli - til katten og al dens væsen. Bl.a. vil værterne Petra Nagel og Ragnhild Gjettermann ugen igennem sende live fra en bondegård på Amager, hvor de hver aften ser på nogle af de ting, der gør katten til verdens mest populære kæledyr.


DR3 vil bl.a. fortælle seerne, at katte kan lære at gå på wc, og at katten kan reducere stress hos mennesker, når den spinder.


Kattesnacks, kattetatoveringer og kattefobikere

I løbet af ugen får Petra Nagel og Ragnhild Gjettermann besøg af forskellige mennesker, der har et helt særligt forhold til katte. Der er den ultimative kattefan, der får lavet en katte-tatovering. Der kommer en kattefobiker, der vil forsøge at slippe af med sin fobi gennem hypnose. Der kommer også en kattekok forbi gården for at lave lækre kattesnacks, og så får Petra og Ragnhild besøg af en 'furry'; en person, som klæder sig ud og opfører sig som en kat.

DR3 besøger også katte rundt om i landet - som f.eks. Monty, den danske kendis-kat, der har mere end 115.000 likes på Facebook. DR3 er med på katteudstilling i Vejle, og tager på besøg på en luksuskattepension, hvor kattene bliver forkælet, mens deres ejere holder ferie.


Dokumentar-katte og kult-klassiker

Ud over 'Katteshowet' med Petra og Ragnhild, der sendes live mandag til torsdag kl. 21.30, byder DR3 også på en masse andre katte.

Mandag lægges ud med den britiske dokumentar 'Kattens hemmeligheder', hvor en kattekilling følges tæt, fra den bliver født, til den bliver voksen. Seerne får indsigt i, hvordan en kats supersanser og adrætte krop udvikles, og hvordan katte påvirker deres ejere og ligefrem kan være med til at ændre folks liv.

Senere samme aften kan man opleve kult-klassikeren 'Cat People' fra 1982, hvor Nastassja Kinski spiller rollen som jomfruen Irena, der nedstammer fra en særlig race af kattemennesker og vil blive forvandlet til en panter ved seksuel ophidselse.

Senere på ugen er der mere dokumentar - bl.a. om 'Løven Christian', der som unge blev købt af det britiske par John og Ace og tilbragte sine første år som 'kæle-løve' i Londons jetsetmiljø.

I 'Skøre kattedamer' ses fire 'kattedamer', der alle er singler og bor sammen med mellem tre og flere hundrede katte. Og det er bare nogle af alle de katte, man kan møde på DR3 i uge 31


Oversigt over katte-tv på DR3:

'Katteshowet': direkte talkshow fra en bondegård på Amager. Mandag den 27. juli til torsdag den 30. juli kl. 21.30

'Kattens hemmeligheder' - britisk dokumentar om katte. Mandag den 27. juli kl. 20.40

'Cat People' - amerikansk erotisk thriller. Mandag den 27. juli kl. 22.00

'Løven Christian' - britisk dokumentar. Tirsdag den 28. juli kl. 19.55

'Kattens vej fra rovdyr til kæledyr' - amerikansk videnskabsprogram. Tirsdag den 28. juli kl. 20.40

'Skøre kattedamer' - canadisk dokumentar. Onsdag den 29. juli kl. 20.30

'Den fjernstyrede kattehelikopter' - britisk dokumentar. Torsdag den 30. juli kl. 00.15

'Livet og døden med de store katte' - amerikansk dokumentar. Søndag den 2. august kl. 22.45.


Foto: Ragnhild Gjettermann Olsen og Petra Nagel er værter på 'Katteshowet'. (Fotografer: Bjarne Bergius Hermansen og Lars E).

Foto (denne side): Nastassja Kinski i rollen som den unge Irina i filmen 'Cat People'



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002