Kontakt os






 

Danske børn har samlet 150 millioner ind gennem ulandskalender
Onsdag 20. april 2005
Af Karsten Jensen
 
Danske børn er meget tæt på at have samlet 150 millioner kroner ind til børn i ulandene, siden de første luger blev åbnet på Børnenes Ulandskalender i 1962. DRs julekalender for 2004 gav et overskud på 3.8 millioner kroner trods et skuffende salg.
Det viser en samlet opgørelse over de mange års kalendersalg, som DR og Danida netop har lavet på baggrund af de mange års regnskaber. Statussen viser også, at der nu i mere end 20 år typisk er kommet mellem tre og fem millioner kroner ind til ulandsprojekter for børn og unge ved kalendersalget hvert år.

"Jeg er faktisk overrasket over, at det er blevet til så mange penge gennem årene. Det er glædeligt at se, at danske børn og deres forældre har bakket op om ideen, og for 150 millioner kroner har man kunnet gennemføre rigtig meget i alle de lande og projekter, som kalenderen har været knyttet til," understreger Anne Korsø, der er chef for DR Multimedie.

Gennem årene er pengene især gået til børn i sydamerikanske, afrikanske og asiatiske lande. Senest - i 2004 - gik de indsamlede penge til Bangladesh. DR har netop gjort salget af kalenderen op, og overskuddet fra sidste års kalender bliver på 3.8 millioner kroner, og salget er dermed desværre - efter fire år med fremgang - noget skuffende. I alt 185.000 danskere investerede i Børnenes Ulandskalender i 2004 mod 244.000 året før, hvor pengene gik til ørkenbørn i Niger.

DR og Danida sender nu pengene videre til Red Barnet, der sammen med lokale organisationer i Bangladesh vil oprette klubber for børnearbejdere. I klubberne kan børnene lære om deres rettigheder og om, hvordan de forsvarer sig over for forældre, arbejdsgivere og politikere. Ved at lave teater, aviser og video kan børnene gøre opmærksom på deres ret til skolegang og være med til at ændre holdningen til børnearbejde, som er meget udbredt i landet, hvor kun fire ud af 10 over 15 år kan læse og skrive.

Forlagschef Anne Korsø fra DR Multimedie ærgrer sig over, at salget af ulandskalenderen i 2004 blev mindre end i 2003, men hun glæder sig over, at der stadig er opbakning bag ideen i titusindevis af hjem over hele landet.

"Vi ved, at salget ofte er afhængig af, hvilken tv-julekalender, der sendes, og også afhænger af, om tv-julekalenderen på DR1 er en genudsendelse. Det var den sidste år, og her ligger en forklaring, men der er ganske givet flere, og dem undersøger vi for øjeblikket," siger hun.

Overskuddet fra salget af Børnenes Ulandskalender i 2005 kommer til at gå til Den danske Burmakomité og uddannelse af burmesiske flygtningebørn i Thailand. Anne Korsø har store forhåbninger til salget, der kommer til at knytte sig til én af DRs store kalendersucceser, Bamses Julerejse.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002