Kontakt os






 

Ny regional nyhedsredaktion på DR i Aarhus
Mandag 12. januar 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR vil til marts etablere en nyhedsredaktion i Aarhus med fokus på de store velfærdsområder som fx uddannelse, sygehuse og ældrepleje.

De regionale nyheder skal i højere grad ramme de store landsdækkende nyhedsudsendelser på både radio og tv inden for de borgernære emner, som har relevans for hele befolkningen. Det skriver DR i dag i en pressemeddelelse.

Den nye redaktion i Aarhus skal fokusere på krydsfeltet mellem politik, økonomi og konsekvenser på samfundsniveau - formidlet ud fra konkrete cases fra hele landet - og skal bidrage til, at flere nyheder med regionalt udgangspunkt rammer de store landsdækkende nyhedsudsendelser på både radio og tv. Redaktionen placeres i DR Danmark, der bl.a. har ansvaret for DRs regionale dækning.

Direktør for DR Danmark Anne-Marie Dohm ser store perspektiver i en styrket regional dækning og en fokuseret indsats på de store velfærdsområder på tværs af landet.

"Det er afgørende for DR, at den samlede nyhedsdækning spejler hele Danmark, og vi vil gerne give befolkningen endnu bedre historier fra hele Danmark til hele Danmark," siger Anne-Marie Dohm og fortsætter:

"Det er i regionale sammenhænge, at vi møder konsekvenserne af beslutningerne på Christiansborg og i EU. Mange af de vigtige valg, vi træffer, har rod i det område, hvor vi har valgt at leve vores liv. Det skal vi dykke mere ned i. Vi kan under de rigtige forhold opdyrke et netværk af kilder og tage afsæt i de kulturelle, politiske, økonomiske og sociale forskelle, der er på tværs af landet. Forudsætningen er, at vi har ressourcerne og kompetencerne til at dykke ned i sagerne og levere gennemarbejdede nyheder med regionalt udgangspunkt og med landsdækkende relevans – det har vi nu," siger Anne-Marie Dohm.

Redaktionen bemandes med 5 personer og er efter planen klar 2. marts 2015.

Nyheden kommer samtidigt med, at det i dag blev kendt, at DR nedlægger en tv-redaktion i Næsted. Tre mand flyttes til andet arbejde i DR Nyheder.


Foto: Anne-Marie Dohm. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002