Ulla Pors Nielsen bliver chefredaktør og kanalchef for TV 2 News, efter at hun siden årsskiftet har været konstitueret i stillingen, mens Mette Østergaard har været på orlov. Tidligere på måneden opsagde Mette Østergaard sit job på TV 2 for at skifte til Berlingske, og Ulla Pors har nu sagt ja til et tilbud om at fortsætte som ansvarlig for TV 2 News.
Samtidig med chefjobbet på TV 2 News fortsætter Ulla Pors som chef for TV 2 Nyhedernes eventafdeling samt for Nyhedsafdelingens produktion af aktualitets- og dokumentarprogrammer, herunder ’Station 2’, ’Operation X’ og udsendelser fra TV 2 Dokumentar. Eventafdelingen styrkes yderligere med ansættelse af redaktionschef Heidi Guldager, der kommer fra en stilling i TV 2s tværgående nyhedscenter.
Ulla Pors Nielsen er 54 år og uddannet journalist. Hun arbejdede på dagbladet Politiken, indtil hun i 1990 kom til TV 2 Nyhederne, hvor hun fire år senere blev stationens USA-korrespondent og efterfølgende redaktionschef. Fra 2005 til udgangen af 2010 var Ulla Pors var kanalchef for DR1.
I januar 2011 vendte Ulla Pors tilbage til TV 2, hvor hun tiltrådte stillingen som TV 2 Nyhedernes event- og udviklingschef.
Foto: Ulla Pors Nielsen - ny kanalchef og chefredaktør for TV 2 News. (Fotograf: Miklos Szabo / TV 2)
|