Kontakt os






 

History sender bibelsk miniserie
Tirsdag 25. november 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Jesus, Moses, Maria, Noa, Abraham og mange andre kendte figurer fra Det Gamle og Det Nye Testamente får nyt liv, når History blænder op for 'The Bible' - en episk miniserie i fem dele, som har premiere 1. søndag i advent og fortsætter hele december.


Biografgængere verden over har i år været vidner til en række Hollywood-film med Biblen som omdrejningspunkt, bl.a. 'Noa' med Russell Crowe, og snart toner Christian Bale frem på det hvide lærred som Moses i Ridley Scotts nye film 'Exodus: Gods and Kings'.

Nu kommer der så også en amerikansk tv-miniserie på tv-kanalen History, der tager udgangspunkt i Biblen.

Ved hjælp af skuespillere og computer-genererede effekter puster 'The Bible' nyt liv i de gamle historier - fra 'Skabelsen' til 'Åbenbaringen' - og giver seerne indsigt i Biblens mange ikoniske scener og figurer.

De fem episoder af to timers varighed graver ned i de kristne teksters beretninger, som inkluderer Noas rejse i Arken, Anden Mosebog og Jesu liv og korsfæstelse.

Frem for at gengive historierne ud fra et religiøst perspektiv, fortæller 'The Bible' iflg. History historierne på en helt ny måde. De berettes i første person af de helte og skurke, hvis handlinger formede både Det Gamle og Det Nye Testamente - fra Abraham, Moses og Noa til David, Jesus og apostlene. Serien giver et indblik i, hvordan virkelige mennesker kæmpede med virkelige udfordringer på en måde, som et moderne publikum kan relatere til.

Da 'The Bible' rullede over skærmen sidste år i USA, tiltrak serien flere end 100 millioner seere, og i løbet af få måneder satte den verdensrekord med over en million solgte dvd'er. Den er således iflg. History den mest succesrige miniserie nogensinde. I 2013 blev den desuden nomineret til tre Emmy Awards i bl.a. kategorien 'Outstanding Miniseries or Movie'.

'The Bible' har dansk tv-premiere på History på søndag den 30. november kl. 21.00 og fortsætter på kanalen de efterfølgende fire søndag aftener.



Foto: Fra. 3. afsnit af 'The Bible'. (Fotograf: Joe Alblas, A+E Networks)




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002