Kontakt os






 


Tirsdag 27. august 2002
Seerne flygter fra DR under strejken
Efter en uges konflikt uden TV-avisen er seerne for alvor begyndt at zappe væk. DR har tabt næsten ti procent af sin andel af seerne. Det er især TV 2 der er ugens store vinder - med 17 ud af 20 mulige tv-hits på ugens tv-hitliste, skriver B.T. i dag. Men også nichekanalen TV3+ har haft stor glæde ud af DR-konflikten. (SHN)

Mandag 26. august 2002
TV 2 skal koste en milliard - mindst
VK-regeringen satser på, at TV2 skal sælges næste år til en pris på mindst en milliard kroner. Det fremgår af et bilag til finansloven, hvor der står, at "regeringens privatiseringsprogram" skal indbringe milliarden til statsbudgettet, skriver Ritzau. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, mener, at en pris på en milliard kroner er lavt sat. Han anslår, at tv-stationens markedspris er mellem tre og fire milliarder kroner. Derfor roser han Finansministeriet for at være tilbageholdne i deres skøn.

Mandag 26. august 2002
Norge: Nyt tv-program som selvkør
Den norske ungdomsradio-kanal NRK Mpetre går nu til fjernsynet. Fremover vil Håvard Sylte og Christine Hauge (billedet) være studieværter og selv styre kameraerne i studiet hver fredag og lørdag nat på NRK 2 fra 24 til kl. 03. Programmet vil består af musikvideoer, konkurrencer, hilsener og party-rapporter, skriver radionytt.no. Målgruppen for Mpetre er de 16-25 årige. (SHN)

Mandag 26. august 2002
Journalister utilfredse med DR chefer
DJ's medlemsblad Journalisten har gennemført en spørgeskemaundersøgelse hos de strejkende DR journalister, og den viser at næsten halvdelen af de journalister, der har stemt nej til overenskomstforslaget, har angivet utilfredshed med ledelsen i DR som en væsentlig årsag til deres nej. De fleste har dog stemt nej pga. den manglende tillidsmandsindflydelse. Læs mere

Mandag 26. august 2002
Fortsat DR-tv i Spanien - hvis nok vil betale
Danske seere og lyttere i Spanien, Portugal samt i andre dele af Sydeuropa vil fortsat kunne modtage DRs programmer på satellitten Intelsat 707 efter 3. september 2002, hvis mindst 3.500 tilmelder sig en ny ordning. Det sikrer en ny aftale, der netop er indgået mellem DR, Canal Digital Danmark og Radio Solymar om salg og distribution af programkort til modtagelse af DR på Intelsat 707 i de nævnte områder. Læs mere

Mandag 26. august 2002
Udkast til ny radio-tv-lov i høring
Kulturministeriet har i dag sendt udkast til forslag om ny radio-tv-lov i høring. Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre den aftale om mediepolitikken for perioden 2002- 2006, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 3. juni 2002. Derudover er der lagt op til visse andre justeringer af loven af overvejende teknisk karakter og endelig er der foretaget en generel redaktionel gennemskrivning af hele loven. Forslaget til ny radio-tv lov kan downloades fra http://www1.kum.dk/sw722.asp og sidste frist for at afgive høringssvar er den 19. september. (SHN)

Mandag 26. august 2002
Heidi Bjerre ny vært på TvDanmark
Sangerinden og fotomodellen Heidi Bjerre (30) er hele efteråret vært på programmet 'Helt til grin' på TvDanmark 2, og hun lover brede grin til alle, når der blændes op for vanvittige reklamer, hjemmevideoer og skjult kamera fra hele verden. Programmet har premiere om en uge - mandag den 2. september kl. 22.25. Om sin nye rolle som vært for 'Helt til grin' siger Heidi Bjerre: "Det fedeste i verden er at have det sjovt. Jeg har altid elsket dette program og har fulgt med i den amerikanske version i årevis. Jeg glæder mig meget til at være vært, og programmet er som skræddersyet til mig". (SHN)

Mandag 26. august 2002
Ingen sympati for DR-journalister
Strejken blandt de ca. 1000 journalister i DR gik i dag ind i sin anden uge uden at der er udsigt til en løsning. Samtidigt må DR-journalisterne se i øjnene, at lyttere og seere – i bedste fald – er ligeglade med konflikten og den ene avis efter den anden forhåner DR journalisterne, der med en gennemsnitlig månedsløn på 35.000 kr. hører til blandt de højest lønnede journalister. Morgenavisen Jyllands-Posten konstaterer at konflikten koster Journalist-forbundet 35 mio. kr. om måneden, mens DR sparer ca. 30 mio. kr. månedligt. Derfor er der grænser for, hvor lang tid konflikten vil vare. Læs mere

Lørdag 24. august 2002
Ny dramaserie på DR1 for de 13-20-årige
DR1 har lavet en hård, grovkornet og usminket dramaserie om at være teenager i Danmark år 2002 med titlen "Ras og Kathy". Det er en serie for de 13 - 20-årige og deres forældre om kærlighed, sex, venskab og familieproblemer. Serien starter om præcis en uge - lørdag den 31. august kl. 19.40. Læs mere

Lørdag 24. august 2002
Danskerne uinteresserede i DR konflikt
Medieforsker Anker Brink Lund siger, at ingen gider høre om bøvlet i DR. Danskerne lever lykkeligt videre trods konflikten i DR. Læs mere

Lørdag 24. august 2002
DR strejke giver ikke licens tilbage
Seerne skal ikke regne med at få noget tilbage at licensen - selv om de ikke får den vare de har betalt for. "Først og fremmest er der ikke tale om sort skærm til forskel fra tidligere konflikter, som heller ikke udløste tilbagebetaling af licens", siger DR generaldirektør Christian S. Nissen til Politiken. SF's mediepolitiske ordfører Aage Frandsen er enig - men mener at de mange millioner DR sparer i journalistlønninger (to mio. kr. dagligt) skal efterfølgende kompenseres af bedre radio og tv. "Jeg vil hellere have en garanti fra DR om, at de penge som spares nu, bliver brugt til at lave bedre tv end ellers muligt«, siger Aage Frandsen. Og det lover DR's generaldirektør, Christian S. Nissen, at det sker. (SHN)

Lørdag 24. august 2002
Få programændringer i efterårsplaner betyder uændret styrkeforhold
Hvis man søger efter den næste nye trend på tv-fronten, bliver man godt skuffet, når man kigger i tv-selskabernes efterårsprogramplaner. Der er stort set ingen nyheder af betydning. Vi får således et efterår i det sikres tegn. Det vil sikkert betyde, at tv-seningen vil være stabil, og styrkeforholdet mellem stationerne status quo. Det mener Mediaedge:cias tv-director Flemming Jensen (billedet), der også tror at de kommercielle tv-stationer gemmer nogle af deres nye satsninger til næste forår. Læs mere

Fredag 23. august 2002
God sæsonstart for TV 2 morgen-tv
Go'morgen Danmark på TV 2 fik den hidtil bedste sæsonstart efter en sommerpause siden programmernes første sommer i 1997. Og seerrekorden var vel at mærke en realitet, allerede inden konflikten mellem DR og journalisterne trådte i kraft mandag morgen. Efter konfliktstarten er seningen af Go’ morgen Danmark steget endnu mere - tæt på niveau med morgenseningen i forbindelse med store politiske begivenheder og markante vejrfænomener som f.eks. snestorm. TV 2s morgen-tv benyttes hver dag - i kortere eller længere tdsrum - af omkring 600.000 danskere. I de seneste konfliktdage er dette antal steget til cirka 725.000. (SHN)

Fredag 23. august 2002
MTG får ny formand
Modern Times Group (MTG) har fået ny bestyrelsesformand. Det blev som ventet direktøren for Metro International, Pelle Törnberg. Han skal overtage den indflydelsesrige post efter Jan Stenbeck skriver Svenska Dagbladet iflg. MediaWatch. (SHN)

Fredag 23. august 2002
Godaften - det er DR's licenskontrol
Begrebet "pejlevogn" lever videre i folkemunde til trods for, at DR's Licenskontor for længst har forladt den tekniske jagt på sortseere. Men i godt 20 år var pejlevognen en realitet, selv om både befolkning og eksperter mistænkte Licenskontoret for bluff. Der var en udbredt mistro i befolkningen til pejlevognen og dens aktiviteter. Og mistroen eksisterede også hos eksperter, der betvivlede, at det teknisk set kunne lade sig gøre at pejle. Men den var go' nok. Morgenavisen Jyllands Posten bringer i dag en længere artikel om DR's licenskontrol, der startede med den første pejlevogn i Aalborg i 1969. Artiklen indeholder bl.a. interviews med Knud Ørsted og Bent Friberg og kan læses her: http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=1377744/

[<] 1 2 3 4 5 6 [>]








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002