Kontakt os






 

’BoligBattle’ nyt program på Kanal 4
Mandag 6. april 2009
Af Karsten Jensen
 
”Nej hvor bor du pænt” – er typisk den sætning, vi fyrer af, når vi er på besøg hos vennerne. Men hvad nu, hvis man skulle sige sin helt ærlige mening? I det nye boligprogram ’BoligBattle’ udfordrer Kanal 4 og ’Bonde Søger Brud’-værten Anne-Dorte Krog Gausbøl i hvert program tre vennepar til en konkurrence i boligindretning. Programmet får premiere mandag den 20. april.
Kanal 4’s nye boligprogram ’BoligBattle’ giver i hvert program tre vennepar mulighed for at give deres helt ærlige mening til kende om hinandens indretning. Bedømmelserne gives i en såkaldt drille-runde, hvor hvert par får lov til at se og høre deres venners sjove og meget ærlige udtalelser omkring deres bolig. Godt klædt på med vennernes mening om, hvad der i hvert fald ikke fungerer i hjemmet, går deltagerne i krig med konkurrencen, der handler om, hvem der er bedst til at indrette et rum i deres eget hjem.

Anne-Dorte Krog Gausbøl er værten, der har fingeren på pulsen og løbende har dialog med parrene, når de afslører deres reaktioner og tanker, efter vennerne har leveret dommen over deres bolig. Optagelserne er i fuld gang, og Anne-Dorte kan afsløre, at de kritiske øjne er 100 pct. indstillet hos parrene.

”Der har været en rigtig god stemning ude på optagelserne. Parrene er konkurrencemennesker til fingerspidserne! De er bestemt ikke blege for at servere deres mening – råt for usødet. Så der bliver grint rigtig meget parrene imellem,” fortæller Anne-Dorte.

Til at hjælpe deltagerne på vinderkurs får alle tre par stillet en kreativ designer, to arbejdsdage og 25.000 kr. til rådighed. Herfra har de frie tøjler til at indrette rummet. For at konkurrencen foregår på så fair vis som muligt, skal alle tre par indrette det samme rum i deres bolig. Parret, der indretter det flotteste rum, vinder. Det er vennerne selv og de tre designere, der er dommere. Hver deltager har én stemme og må naturligvis ikke stemme på deres eget rum. Parret med det flotteste rum vinder - udover praleretten over for vennerne - et spaophold, hvor de kan nyde sejrens sødme i fulde drag.

I ’BoligBattle’ møder seeren den kreative og farverige boligtrio, som hver uge skal hjælpe de udvalgte vennepar med at istandsætte og tilføre nye og gode ideer til boligen.

De tre designere er:

Anders Busk, 29 år og er uddannet møbel- og rumdesigner fra Danmarks Design Skole.

Nanna Pil Arendal Winther, 34 år og er oprindeligt uddannet arkæolog og tidligere indehaver af en interiørbutik på Christianshavn. Hun er nu boligstylist.

Jannik Martensen-Larsen, 36 år og ekspert i tapeter, tekstiler, gardiner og polstringer.

’BoligBattle’ får premiere på Kanal 4, mandag den 20. april kl. 21.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002