Kontakt os






 

Kulturministeren sætter finansiering af public service på dagsordenen
Onsdag 7. september 2005
Af Thomas Nielsen
 
Den fremtidige finansiering af public service tv og radio bliver det helt centrale spørgsmål i de kommende medieforhandlinger, erfarer Berlingske.
Når kulturminister Brian Mikkelsen (K) senere på efteråret præsenterer sit udspil til nyt medieforlig for perioden 2007-2010, så vil den fremtidige finansiering af public service tv og radio i Danmark spille en central rolle, erfarer Berlingske Business.

Ministeren har godt nok allerede meldt ud, at han holder fast i det eksisterende betalingssystem og er imod at ændre på licensopkrævninger i en retning, hvor alle husstande fremover skal betale. Ikke desto mindre vil spørgsmålet om den fremtidige finansiering af public service blive et af de helt store temaer.

Det er især den teknologisk udvikling med blandt andet tv og radio over internettet, som jo er licensfri, som gør det bydende nødvendigt at få en afklaring på licensordningen. Problemet er skattestoppet, som ikke vil blive fraveget med en tomme. Men kan man på nogen måde juridisk drible uden om skattestoppet, så er det ikke udelukket, at en ny opkrævningsform kan komme på tale.

Et af de øvrige store spørgsmål bliver udbygningen af det jordbaserede digitale tv-sendenet. Spørgsmålet er, om der i det nye digitale net skal indføres nye reklameregler, så TV 2 kan få lov til at sende film, underholdning og tv-programmer med reklamer midt i udsendelserne. Præcis sådan, som det i dag sker på TV3 og Kanal 5.

Et andet spørgsmål bliver, hvem der i det hele taget skal styre det digitale tv-sendenet. For at sikre sendenettet kommerciel succes, så kan man meget vel forestille sig en auktion om kontrollen. Videnskabsministeren har over for Berlingske Business i sommer antydet, at det kan blive nødvendigt at sælge Danmarks kommende digitale tv-sendenet til et enkelt selskab, som er parat til at drive nettet som en forretning.

Endelig vil spørgsmålet om en professionel bestyrelse for DR atter komme op. Her har især Venstre gjort det klart, at man gerne så en professionel DR-bestyrelse i næste periode.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002