Kontakt os






 

DR og TV 2 klar til valgkamp og valg
Fredag 26. august 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Der blev i dag udskrevet folketingsvalg til afholdelse torsdag den 15. september, og både DR, TV 2 og TV 2 News var godt forberedte. Både DR1 og TV 2 har siden kl. 11 sendt ekstraudsendelser om det kommende valg, og DR1 har allerede i aften kl. 21.15-23.00 den første partilederrunde. Såvel DR som TV 2 lover den mest omfattende valgdækning nogen sinde.

DR

Hver aften fra mandag til torsdag klokken 21.25 sender DR1 valgmagasinet ’Kandidaterne’, hvor der gås bag om dagens store valghistorier.

DRs valgdækning vil blive den mest omfattende valgdækning nogen sinde. Den kommer til at køre under sloganet: 'DR giver dig valget', og ledende redaktionschef Ralf Andersson er udnævnt som DR Nyheders valggeneral.

Én af nyskabelserne er, at DR har faste reporterhold, som følger spidskandidaterne fra morgen til aften, og som straks live-opdaterer på dr.dk eller laver radio- og tv-indslag, når der sker noget nyt. Nyt er det også, at DR sætter en selvstændig gravegruppe på 10-15 journalister til at finde dagsordensættende valghistorier

”Danmark står foran et af de mest spændende og afgørende folketingsvalg i mange år, og DR prioriterer det benhårdt. Som public service-station er det noget af det allervigtigste at kunne dække et folketingsvalg på alle platforme. Det kommer vi til at gøre - og fra hele landet. Vi har besluttet, at nyhedsmagasinerne på DR1 efter TV-Avisen klokken 21 bliver lukket i de tre uger, valgkampen står på. I stedet samler vi alle kræfterne og folkene derfra om valget," siger DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Sammenlagt byder DR1, P1, P3 og P4 på flere end 15 politiske dueller, temadebatter og partilederrunder.

Den første foregår allerede i aften, fredag, mellem kl. 21.15 og 23.00 på DR1, når partiledere deltager, og Kim Bildsøe Lassen er vært.



TV 2 og TV 2 News

Ligesom DR, så lover TV 2 også den mest omfattende politiske dækning af et folketingsvag nogensinde.

TV 2 News har allerede i dag kl. 16-18 politisk debat mellem fremtrædende partirepræsentanter.

På TV 2 sendes ekstra nyhedsudsendelser og regionale nyheder klokken 16.15 og klokken 17.15 frem til Nyhederne 19.00. I aften klokken 19.15-20.15 sender TV 2 valgkampens første 'Topmøde' mellem statsministerkandidaterne Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) med Johannes Langkilde som ordstyrer.

"Valgkampen 2011 bliver den mest omfattende nogensinde, og på TV 2 bruger vi det bedste fra TV 2s hovedkanal og fra TV 2 News. Siden valget i 2007 har News udviklet sig til at være helt nødvendig og afgørende for danskerne, når det handler om dansk politik, og det vil vi bruge. Vi sender politik, der kan mærkes, og gør danskerne klogere, så de bedst muligt kan vælge Danmarks fremtid," siger TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby.

TV 2 sender bl.a. to topmøder med Johannes Langkilde, to partilederrunder med Cecilie Beck som vært (den første søndag 28. august klokken 20.00) samt debatprogrammet 'Kampen om din stemme' direkte fra Silkeborg. I de to sidste uger inden valget udvider TV 2 Nyhederne 22.00, og også TV 2-regionerne får udvidet sendetid under valgkampen.

Mens TV 2 også får plads til andet end valgdækning frem til den 15. september, så vi de kommende tre uger på TV 2 News helt og aldeles stå i valgets tegn. TV 2 News vil sende valgekstra morgen, eftermiddag og aften, vil transmittere fra masser af vælgermøder, inddrage TV 2-regionerne, anvende de skarpe analytikere og iagttagere af dansk politik, få alle valgets hovedpersoner i studiet og etablere en Twitter-/Facebook-redaktion og et fremskudt studie på Christiansborg.

Blandt de særlige TV 2 News-programmer bliver 'Mogensen & Kristiansen på tur', debat om dansk udenrigspolitik med Martin Krasnik, særlige udgaver af 'Presselogen', krydsild-programmer og flere magasinprogrammer fredag aften og i weekenden under overskriften 'Vild med valg'.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002