Kontakt os






 

Norske Schibsted føler sig udelukket fra køb af danske TV 2
Lørdag 30. oktober 2004
Af Thomas Nielsen
 
Den danske regerings beslutning om kun delvist at sælge TV 2 til foråret har fået den norske mediekoncern Schibsted til at tvivle på et køb.
Det vækker ikke ligefrem begejstring i udlandet, at den danske regering har valgt at sælge TV 2 af flere omgange. Først 51-66 pct. til foråret og siden om nogle år sandsynligvis de resterende aktier.

Den norske mediegigant, Schibsted, der omfatter alt fra avis- og forlagsdrift til TV- og filmproduktion, mener privatiseringsprocessen i Danmark har taget en "anden retning end ventet", skriver Berlingske Tidende.

- Den fremgangsmåde, som den danske regering nu har valgt, viser, at det ikke er ligegyldigt hvem, der skal eje danske TV 2. Jeg er fortsat ganske sikker på det, som jeg har sagt mange gange før: At man foretrækker et danskdomineret konsortium, siger Jan Erik Knarbakk, koncerndirektør i Schibsted, ifølge kampanje.com

Berlingske Tidende har forsøgt at få en kommentar personligt fra Knarbakk - men uden held. Han føjer dog til i interviewet til Kampanje, at der næppe bliver plads til særligt mange udenlandske private aktører, når den danske stat skal sidde med.

- Schibsted har vist interesse for danske TV 2 lige siden Danmarks regering gav besked om, at man ønskede at privatisere kanalen. Det var i 2001. Den gang skulle TV 2 sælges inden 100 dage. Vi er fortsat interesseret i TV 2, hvis den privatiseringsmodel, der læges op til, repræsenterer en fornuftig forretningsmodel og giver mulighed for nødvendig afkast. Det ved vi fortsat ikke, for prospektet er endnu ikke offentligt, udtaler Jan Erik Knarbakk.

Schibsted-koncernen ønsker i øvrigt ikke at afsløre, hvor langt man er i forhandlingerne med eventuelle danske købspartnere.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002