Kontakt os






 

Ny komedieserie på DR Ramasjang
Fredag 21. oktober 2016
Af Redaktionen
 
En ny dansk komedieserie på DR Ramasjangs handler om at føle sig anderledes og finde et sted at høre til i livet. Men den handler også om det grønne væsen, Sprinter Galore, der drejede forkert i universet og landede i baghaven hos Magnus og hans familie. Første afsnit den 30. oktober.


Magnus bor med sine forældre i en helt almindelig hverdag med madplaner og storindkøb. Han er glad for superhelte, og en aften ser han noget mystisk styrte ned i sin baghave. Det er rumvæsnet Sprinter Galore. Sprinters rumskib er gået i stykker, og det kommer til at tage lidt tid for Magnus' far at lave det igen. Derfor bliver Sprinter nødt til at blive hos familien indtil rumskibet er repareret.


Hverdagens superhelt

Serien handler altså om et rumvæsen, der falder ned i en dansk hverdag. Denne hverdag byder måske ikke på de store katastrofer og superskurke, men har trods alt også sine store og små udfordringer.

"Hvem går ikke med drømmen om at have superkræfter, der kan hjælpe til i et hektisk liv, hvor både toppen på vasketøjskurven og livets store spørgsmål presser sig på. I 'Sprinter Galore' leger vi med denne drøm og udstyrer en dansk familie med deres helt egen superhelt. En superhelt der både hjælper med oprydningen, men som også hjælper dem med at føle sig som en familie. Og jeg er ikke i tvivl om, at når 'Sprinter Galore' er slut, så ønsker alle børnefamilier sig en superhelt ligesom ham," siger redaktør for DR Ramasjang Pelle Møller.


Ingen sixpack og supervåben

Der findes allerede en masse superhelte, der kan vilde ting med deres sixpack og super våben. Sprinter Galore er også en slags superhelt – i hvert fald i Magnus' øjne. Han kan løbe hurtigere end man kan blinke med øjnene. Men dér, hvor Sprinter kommer fra, føler han sig anderledes, fordi han ikke har vinger og kan flyve som de andre. Magnus er heller ikke helt som dem, han bor sammen med. Han er ikke blevet født af sin rigtige mor og ligner hende heller ikke.

"For mig har den største ambition med Sprinter Galore været at skabe en række af underholdende og underfundige historier, som udfordrer den måde, vi opfatter hinanden og vores måder at leve på – på en ikke-moraliserende facon. For Sprinter er der ingenting, der giver sig selv; han oplever alting for første gang og forholder sig undrende til det meste, og med Sprinter i huset tvinges familien faktisk til det samme. Det giver først og fremmest en masse komik, men det åbner samtidig op for nye måder at tænke og være til på," siger seriens manuskriptforfatter Sanne Munk Jensen.

Serien 'Sprinter Galore', der er produceret af Copenhagen Bombay, sendes på DR Ramasjang fra søndag den 30. oktober kl. 17.30.


Foto fra Copenhagen Bombay



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002