Kontakt os






 

TV 2 chef udøver ledelse gennem lynnedslag
Fredag 9. marts 2007
Af Knud Hyllested
 
Det er slut med familiehyggen på chefgangene på TV 2, skriver fagbladet Journalisten. Den nye direktør Per Mikael Jensen har en meget kontant stil - omtalt som "entreprenant brutalitet" - og bruger ikke tid på at debattere med folk, der ikke bidrager til hans masterplan.
Siden Per Mikael Jensen indtog direktionskontoret på TV 2 har han hurtigt og kontant realiseret sin vision om at gøre TV 2 til en mediekoncern med flere platforme: Radiokanal, nyhedskanal, sportskanal, forlag, magasinudgivelser, videreudvikling af web-portal og måske et nyhedsbureau. Undervejs har en række medarbejdere, herunder flere ledere og mellemledere, forladt eller måttet forlade stationen.

Folk på TV 2 i Odense og København beretter over for Journalisten, at ordet rystelse ikke dækker længere, ”Det er et regulært jordskælv og et opgør med den blødere skandinaviske ledelsesform, hvor det plejer at handle om at 'nurse' de ansatte som virksomhedens vigtigste råstof.

I stedet skal folk angiveligt føle sig en lille smule utrygge efter amerikansk forbillede. Det er ledelse gennem lynnedslag,” lyder det.

Når Per Mikael Jensen går så direkte efter resultater, at han vælter sine modstandere, er det, fordi intet må stå i vejen for hans masterplan med TV 2, beretter en kilde til Journalisten.

I 2009 lukkes analogt tv, og det nye digitale net giver mulighed for et væld af kanaler. Hvis TV 2 ikke forinden har en interessant forretningsmodel, vil stationen stå svagt. Derfor er der god købmandsmæssig logik i, at Per Mikael Jensen har travlt med at bruge TV 2's brand til at brede viften ud til betalingskanaler, magasiner, web og radio.

Organisationskulturen i TV 2 kunne også godt trænge til et spark i en situation, hvor TV 2 efter de første fede år var ved at blive kvalt i selvglæde. Allerede i 1997 konkluderede en fortrolig rapport fra Bysted Kommunikation, at de gamle pionerer sad tungt på stationen og holdt idéer fra nye medarbejdere nede.

Per Michael Jensen blev derfor ved sin tiltræden nærmest modtaget som en rockstjerne og som en mand, der ville noget, men begejstringen er ved at løje af, skriver Journalisten. Nok er der mange medarbejdere, der stortrives med de nye udfordringer, men der er også mange, der føler sig utrygge, og andre der bryder sammen under arbejdspresset.

Per Mikael Jensen risikerer at løbe så langt foran sine medarbejdere, at han taber dem, pointerer Journalisten i sin kommentar. ”Engang talte han om at sætte sig ud i de enkelte afdelinger og suge til sig. I stedet oplever man nu, at chefen sidder bag en lukket dør med økonomidirektør Anders Kronborg og træffer de centrale beslutninger. Det vil på sigt tære på engagementet og forhindre, at de gode idéer kommer nedefra. TV 2 kan ikke tiltrække de dygtige og kreative ledere og medarbejdere, hvis koncernen bliver topstyret. Umotiverede og uerfarne ansatte kan og vil ikke blive ved med at gribe alle de bolde, Per Mikael Jensen smider op i luften,” konkluderer Journalisten i sin artikel.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002