Kontakt os






 

DR2 ser nærmere på alternativ behandling
Torsdag 16. april 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Gennem de sidste 20 år er der sket en fordobling af antallet, der søger alternativ behandling. Men virker det? Lasse Spang Olsen går på opdagelse i det alternative danske behandlingssystem – fra mandag den 20. april klokken 20.45 på DR2.


Godt halvdelen af alle danskere har prøvet alternative metoder i forsøget på at komme af med skavanker eller sygdomme. Det viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed. Næsten alle har en mening om alternativ behandling - også selvom man er en af dem, der ikke selv har prøvet det.

Der findes dog ikke særlig meget konkret viden om, hvorvidt det virker, og der er stor mangel på undersøgelser om, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Vidensniveauet er ganske lille, og de oplysninger, der findes om emnet, er i høj grad modstridende.


Lasse Spang Olsen udfordrer det alternative system

I programserien ’Alternativ behandling – virker det?’ på DR2 går Lasse Spang Olsen på opdagelse i det alternative behandlingssystem for at se, om der er noget af det, der rent faktisk virker.

Lasse går professor Asbjørn Mohr Drewes og overlæge Jannik Helweg-Larsen direkte på klingen, når han undersøger om alternativ behandling kan hjælpe og måske ligefrem helbrede nogle af de 200.000 danskere som lever med kroniske smerter, opgivet af læger og henvist til et eskalerende forbrug af smertestillende medicin.

I det første program udfordrer han to alternative behandlingsformer - akupunktur og hypnose - der i mindre alvorlige sammenhænge og på forsøgsbasis, har sneget sig ind på enkelte hospitaler. Men kan hypnose og akupunktur bruges mod alvorlige kroniske smerter på patienter, der ellers skulle medicineres resten af livet?

Senere i programrækken forsøger Lasse Spang Olsen at narre eliteløbere fra Sparta til at løbe hurtigere og undersøger sammenhængen mellem den såkaldte placebo-effekt og alternative behandlingsmetoder. Han lokker også professor Asbjørn Mohr Drewes og overlæge Jannik Helweg-Larsen med på helsemesse. Her udforsker og tester de - på egen krop - nogle af de mere farverige alternative behandlingsmetoder, som lydterapi, vand- og krystalhealing og møder 'Mirakel-Per'.

Lasse Spang Olsen følger også en række terminalt kræftsyge danskere, hvor videre behandling synes udsigtsløs. Sammen med Asbjørn Mohr Drewes og Jannik Helweg-Larsen forsøger han at finde ud af, om man i et alternativt behandlingsforløb kan øge livskvaliteten hos disse kræftpatienter. Kan en alternativ behandlingsform som er baseret på noget så almindeligt som C-vitamin forøge livskvaliteten for de kræftsyge, og - ikke mindst - forlænge deres levetid?

'Alternativ Behandling – virker det?' Fra mandag den 20. april kl. 20.45 og de følgende fem mandage på DR2.


Foto: Lasse Spang Olsen har på sin opdagelsesrejse i den alternative helbredelse, lokket professor Asbjørn Mohr Drewes og overlæge Jannik Helweg-Larsen med på helsemesse. (Fotocredit: Kimer Film)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002