Kontakt os






 

Canal Digital køber OE Kabel-TV
Fredag 4. november 2005
Af Karsten Jensen
 
Canal Digital køber den danske service- og internetvirksomhed OE Kabel-TV og bliver dermed komplet leverandør af tv, internet, telefoni og teknisk service på det danske kabel- og antenneforeningsmarked. Dermed kan Canal Digital blive en seriøs konkurrent til TDC og Stofanet, der dominerer på kabel-markedet.
Tv-distributøren Canal Digital Danmark overtager med øjeblikkelig virkning virksomheden OE Kabel-TV, som bliver til Canal Digital Kabel TV. Hermed skaber Canal Digital et nyt, seriøst alternativ til de eksisterende udbydere af tv-, internet- og telefoniløsninger.

OE Kabel-TV har 35 års erfaring inden for kabel-tv løsninger og service. Virksomheden har i de seneste tre år desuden udbudt internet og har netop lanceret IP telefoni. OE Kabel-TV står blandt andet bag fynske ”GAL-net” (Glentevejs Antennelaug), som betjener en af landets største antenneforeninger. OE Kabel-TV har netop været i søgelyset for dets rolle som blandt andet ”rejsearrangør” for Glentevejs Antennelaug.

Canal Digital leverer i dag tv-kanaler til mere end 650.000 danske husstande på kabel- og antenneforeningsmarkedet og vil med opkøbet af OE Kabel-TV straks kunne tilbyde markedet én samlet løsning med tv, internet, telefoni og teknisk service.

”Vi har længe oplevet et voksende ønske fra vores kunder om at udvide vores produkter og services på dette marked. Med opkøbet af OE Kabel-TV og med de kompetencer, vi har gennem Telenor, står vi nu stærkt rustet til at tilbyde komplette løsninger af både tv, internet og telefoniprodukter til danske kabel- og antenneforeninger”, siger adm. dir. Jens B. Arnesen fra Canal Digital.

Kabel- og antenneforeningsmarkedet har inden for de sidste år været inde i en rivende teknologisk udvikling fra alene at efterspørge tv til også at efterspørge internet og telefoni. Canal Digital venter at denne udvikling vil blive forstærket i de kommende år.

”Antenneforeninger er non-profit organsiationer med begrænset tid til at administrere mange forskellige avancerede tekniske produkter og aftaler, og vi har længe oplevet, at mange foreninger ønsker at samle og forenkle deres indkøb hos en udbyder. Med købet af OE Kabel-TV har vi med ét slag fået spidskompetencer og en kæmpe erfaring ombord, som vi vil videreudvikle til gavn for vores kunder”, siger Jens B. Arnesen, der ser et stort vækstpotentiale for Canal Digital som totalleverandør på kabel- og antenneforeningsmarkedet.

Ole Eriksen, som er OE Kabel-TV’s stifter og direktør, fortsætter i Canal Digital som direktør for forretningsområdet Kabel-TV.


OE Kabel-TV beskæftiger 45 medarbejdere og har mere end 35 års erfaring indenfor kabel-tv branchen. Virksomheden har i dag kunder over hele landet – heriblandt Danmarks tredje største antenneforening; Glentevejs Antennelaug, med mere end 24.000 brugere. Udover teknisk service og installation har OE Kabel-TV opbygget en solid platform for landsdækkende internet-ydelser og har på blot tre år fået over 11.000 internetkunder. Virksomheden lancerede for nylig IP-telefoni.

Canal Digital er Nordens er udbyder af tv - både til kabel- og antenneforeninger samt via satellit til privat parabol. Canal Digital tilbyder danskerne tv-kanaler som TV 2 Zulu, TV 2 Charlie, TV2 Film, DR2, Disney Channel, Disney Toon, TV Danmark, Kanal 5, DK4+, 4SPORT, CANAL+, Discovery, National Geographic Channel. Eurosport, Cartoon Network, Animal Planet, CNN, Voice TV, MTV og mange flere.
Godt 2.9 mio. nordiske husstande modtager tv-signaler fra Canal Digital, der er 100 pct. ejet af norske Telenor.

Læs mere:
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=12376


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002