Kontakt os






 

Corydon går i kødet på DR
Torsdag 21. marts 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Finansministeren Bjarne Corydon klager til DRs generaldirektør over indslag om regeringens tætte parløb med Kommunernes Landsforening (KL) i lærer-konflikten.
Søndag aften sendte DR i '21Søndag' et indslag, der afdækkede regeringens meget tætte parløb med Kommunernes Landsforening (KL) op til overenskomstforhandlingerne med Danmarks Lærerforening (DLF). Det kom bl.a. frem, at regeringens absolutte top, KL's ledelse, samt departementscheferne for stats-og finansministerium havde holdt et topmøde forud for lærernes forhandlinger med KL.

Dét indslag brød finansminister Bjarne Corydon (S) sig ikke om. BT skriver i dag, at finansministeriet har sendt en klage over indslaget direkte til DRs generaldirektør Maria Rørby Rønn. Ministeriet har forlangt, at DR trækker indslaget tilbage.

I klagen fra Finansministeriet anklages DR for 'manipulation' og for at bringe 'faktuelle fejl'. I klagen beskyldes 21Søndags journalister bl.a. for at have misbrugt de to arbejdsmarkedsforskere, professor Flemming Ibsen og professor Henning Jørgensen.

Men det afvises blankt af Flemming Jørgensen. Han siger til BT: "Nej, vi er overhovedet ikke blevet misbrugt. Det har jeg også skrevet til DR . Jeg kan stå fuldt inde for de klip, der er med mig, og jeg synes, udsendelsen var helt lødig. Og jeg ved, at min kollega Henning Jørgensen har det på samme måde".

Flemming Ibsen tilføjer han blev kontaktet mandag af Corydons kommunikationschef, Nikolaj Sommer, der indtil sidste år arbejdede på DR som vært i Deadline på DR2 .

"Sommer fiskede efter, om jeg mon var blevet misbrugt af DR. Om mine udtalelser var blevet fordrejet på nogen måde. Det afviste jeg selvfølgelig også overfor ham. Jeg er ganske godt tilfreds med indslaget, og føler mig godt behandlet af DRs journalister," understreger Flemming Ibsen.

Redaktionschef for DR Nyheder, Sandy French, siger til BT, at indslaget i 21Søndag ikke er manipuleret og fejlagtigt. Det er journalistisk i orden, fastslår hun.

Finansministeriet vil ikke kommentere sagen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002