En statistik over Gordon Ramsays hjælpeaktioner til nødlidende restauranter i USA viser, at tv-kokkens besøg tilsyneladende har den modsatte effekt.
Efter 10 år og 123 afsnit af 'Gordon Ramsays køkkenmareridt' har britiske Channel 4 - som tidligere omtalt på tvnyt.com - besluttet at nedlægge tv-serien. Og det er der måske særdeles gode grunde til.
Iflg. TV 2, der citerer Huffington Post, viser en statistik fra Grub Street New York nemlig, at mere end 60 procent af de restauranter, som har medvirket i den amerikanske udgave af tv-programmet, har måttet lukke efter at have haft besøg af Gordon Ramsay. Heraf har næsten 30 procent måttet dreje nøglen om inden for samme år, hvor det pågældende afsnit har været vist. Nogle af dem endda endnu hurtigere.
I USA har en række krakkede restaurantejere anlagt retssager og indgivet erstatningskrav mod 'Gordon Ramsays køkkenmareridt', som de hævder har forværret deres situation, skriver TV 2 videre. Bl.a. restauranten 'Dillons' i New York krævet en erstatning på ca. 4.6 mio. kr. fordi Gordon Ramsay i programmet kaldte ejeren "en doven idiot".
Når optagelserne til den næste omgang 'Kitchen Nightmares', der i Danmark kan ses på TV3, er færdiggjort, stoppes tv-serien.
|