Kontakt os






 

DR planlægger salg af Ritzau-aktier
Mandag 14. december 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR planlægger at nedbringe ejerandel i Ritzaus Bureau. Tiden er moden til at indtage en mindre dominerende position, siger DRs økonomidirektør.
Ledelsen i DR ønsker at nedbringe DRs ejerandel fra de nuværende 36 procent til 20 procent. Dermed bringer DR, som ejer Ritzaus Bureau sammen med en række andre danske nyhedsmedier, sin ejerandel tilbage på niveau med, da man indtrådte som ejer i 2007.

Tanken er således, at DR i fremtiden skal indtage en væsentligt mindre dominerende position i ejerkredsen bag nyhedsbureauet, end det er tilfældet i dag. Det oplyser DR i dag i en pressemeddelelse.

”Ritzau har igennem en lang årrække været motor for og udgjort en central del af infrastrukturen i den danske nyhedsformidling. Den rolle vil vi fra DRs side gerne arbejde for, at Ritzau også kommer til at spille i fremtiden. Der er dog ikke noget, der tilsiger, at DR skal have en så dominerende ejerandel, som det er tilfældet i dag – det har sådan set været vores udgangspunkt længe. Men vi har ventet på, at tidspunktet var rigtigt, og det mener vi, det er nu,” siger DRs økonomidirektør Nikolas Lyhne-Knudsen om begrundelsen for at sælge aktierne.

Han fortsætter:

”Ritzau har været igennem en omstillingsproces, som vi har ønsket at bakke op om. Selskabet er gået fra at være interessentskab til aktieselskab og har de seneste par år også kunnet præstere regnskaber med overskud. Samlet set står Ritzau i dag stærkere og er langt mere robust end for bare få år siden. Og derfor mener vi også, at tiden nu er moden til, at DR får en mere naturlig ejerandel sammenlignet med de øvrige aktionærer,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen.


Eksisterende ejere har forkøbsret

DR har i forlængelse af beslutningen om at nedbringe sin ejerandel rettet henvendelse til Ritzaus bestyrelse. Aktierne skal nemlig enten sælges til de eksisterende ejere, som har forkøbsret, eller til en ekstern medievirksomhed, som ønsker at indtræde i ejerkredsen.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002