Kontakt os






 

Seertal 1. halvår: DR og TV 2 nærmer sig en samlet markedsandel på 70 pct.
Mandag 29. juni 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR og TV 2's mange tv-kanaler nærmer sig nu en markedsandel på 70 procent af al fjernsynskiggeri i Danmark. I første halvår for to år siden brugte seerne 65.1 pct. af tiden på de statslige public service-kanaler; sidste år var det 68.8 pct. og i første halvår 2015 er det tal nu oppe på 69.1 pct. Discovery går også frem, men det er udelukkende i kraft af opkøb af nye tv-kanaler.


Første halvår 2015 gik godt for TV 2-koncernen. Selv om både hovedkanalen, TV 2 Charlie og TV 2 Zulu alle tre mistede shares (markedsandele af al tv-seening), så var der så meget fremgang for TV 2 News og ikke mindst TV 2 Sport, at det samlet betød en stigning i markedsandel fra 34.7 til 35.2 pct.

Særligt fornuftigt for TV 2 har ændringen af TV 2 Film til TV 2 Sport været. Mens TV 2 Film tidligere havde en share på omkring 0.4, så napper TV 2 Sport en seerandel på hele 1.3 pct.

Også hos DR er der lidt tilbagegang for hovedkanalen - samt DR2 og DR Ultra. Til gengæld er der fremgang for DRK, der dermed nu er mere set end DR3. Der er også lidt fremgang for DR Ramasjang, mens DR3 holder skansen med en uændret share i forhold til for et år siden. Samlet set går DR tilbage fra en share på 34.1 til nu 33.9 pct. Det skal ses i lyset af en ret stor fremgang sidste år, hvor DR gik op fra 31.6 til 34.1 pct.


Viasat og Discovery stort set lige store

Første halvår sidste år var Viasats kanaler med en share på 11.0 pct. pænt foran SBS Discovery, der for et år siden - første halvår 2014 - tegnede sig for 8.2 pct. Det billede er nu ændret, så de to store kommercielle aktører tegner sig for omtrent lige stor en seerandel.

Viasat går lidt tilbage - fra 11.0 til 10.8 pct. - og det skyldes især en markant tilbagegang for TV3 Sport 1, der falder fra 1.6 til 1.0 pct. Til gengæld fortsætter TV3 Puls fremgangen, og går nu fra 1.6 til 1.9 pct.

Første halvår 2014 var ikke nogen god periode for SBS Discovery set i forhold til første halvår 2013. Der var tilbagegang fra 9.2 til 8.2 pct. Der var tilbagegang for både Kanal 4, Kanal 5, 6'eren og Discovery Channel.

Samlet set ligger SBS Disvoverys kanaler - som var i luften for et år siden - nu på præcis samme niveau i 1. halvår 2015; det går dog lidt bedre for Kanal 5, men både Kanal 4, 6'eren og Discovery fortsætter tilbagegangen.

Den gode nyhed for selskabet, der nu hedder Discovery Networks, er, at det går godt for den nye kanal Investigations Discovery (ID), der opnår en share på 0.7 pct., hvilket er langt bedre end den kanal, som ID erstattede, nemlig 7'eren, der havde en share på kun 0.2 pct.

Dertil kommer at Discovery har opkøbt flere kanaler: Canal8 Sport, Canal 9, de to Eurosport-kanaler og Animal Planet, og dermed kommer Discovery samlet op på en share på 10.6 pct.

For de øvrige tv-kanaler er der kun små udsving: Både Disney Channel og Nickelodeon fortsætter deres tilbagegang. Disney Channel ned fra 1.3 til 0.8 pct. og Nickelodeon ned fra 0.6 til 0.4 pct. For begge kanaler gælder det, at deres seerandel dermed er halveret i forhold til situationen for to år siden.

Cartoon Network går til gengæld lidt frem - op fra 0.3 til 0.5 pct.


Grafik: Der er vist share (markedsandel af al tv-seening) blandt alle seere +3 år i 1. halvår 2013, 1. havlår 2014 og 1. januar-28. juni 2015. Tallene kommer fra TNS Gallup TV-Meter.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002