Kontakt os






 

'Topmodel' nu med store piger
Mandag 9. maj 2016
Af Redaktionen
 
Når Kanal 4 - i samarbejde med søsterkanalerne i Sverige og Norge - til efteråret blænder op for en ny sæson af 'Topmodel' bliver det i en ny, og væsentlig 'fyldigere' version'. Alle de deltagende piger skal nemlig være minimum størrelse 42.
"Mange unge piger har i dag store problemer med selvværdet. De bliver bombarderet med selfies, fitnessbilleder og billeder af tynde modeller overalt. Vi ser konstant nye ekstremer på de sociale medier, hvor der kæmpes om at være tyndest, som for eksempel den seneste trend #a4waistchallenge. Heldigvis er der nu også en trend, der går i den anden retning. Måske som en modreaktion ser man nu den internationale modebranche åbne op for piger som repræsenterer andre skønhedsidealer. Den trend vil vi gerne bakke op om på Kanal 4," siger Maiken Wexø, programdirektør på Discovery Networks Danmark, og fortsætter:

"Det er simpelthen på tide, vi giver de unge piger nogle alternative idealbilleder. Jeg er derfor stolt af, at vi nu med 'Topmodel' går aktivt ind i den debat, der huserer i modeverdenen. Vi vil være med til at vise, at skønhed har mange former. Tag bare vinderen af 'America’s next Top Model', plus-size modellen Whitney Thompson, der netop har bevist, at man ikke behøver at være en size-zero for at være topmodel. Vi vil hylde kvinder i al deres mangfoldighed og i det hele taget vil Kanal 4 i fremtiden gå mere aktivt ind i de debatter som er aktuelle for kvinder i dag."

Programfornyelsen sker som led i en forestående relancering af Kanal 4, som i fremtiden vil være en ren kvindekanal og bl.a. vil have flere holdninger til de udfordringer kvinder møder i dag.

Castingen til den nye omgang 'Topmodel' er gået gang, og det er altså nu kun for piger med mindst størrelse 42, og i øvrigt er det nu også en betingelse for deltagelse, at pigerne er 18 år eller derover.

Optagelserne til programmet kommer til at foregå i Portugal fra slutningen af maj til midten af juli. Vinderen får kontrakt med det internationale modelbureau MILK som har stor succes med deres 'Curve' modeller.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002