Kontakt os






 

’Arn’, ’Simpsons’ og ’Harry Potter’ vises på Canal+ i julen
Tirsdag 18. november 2008
Af Karsten Jensen
 
Canal+ har dansk tv-premiere på den dyre produktion ’Arn – tempelridderen’ selveste juleaftensdag klokken tre. I julen får seerne også fornøjelsen af Harry Potters seneste eventyr samt familien Simpson i spillefilmslængde.
Juleaftensdag klokken 15 kan seerne glæde sig til en film, som er historisk i mere end en forstand. ’Arn – Tempelridderen’ er den første af to film efter Jan Guillous bøger, Skandinaviens dyreste filmprojekt nogensinde.

Arn Magnusson (Joakim Nätterqvist) blev født i år 1150 i Västergötland og oplæres til kriger. Han forelsker sig i Cecilia Algotsdotter (Sofia Helin), men de tvinges snart fra hinanden.

Cecilia spærres inde i et kloster, og Arn sendes til det Hellige Land for at tjene i Guds Hær hos tempelridderne.

Ca. 140.000 danskere og mere end en million svenskere så ’Arn – Tempelridderen’ i biografen. Ved dette års European Film Awards var filmen nomineret til publikumsprisen.

Canal+ viser den desuden i HD-format. Første gang den bliver vist om aftenen er 2. juledag kl. 21 på Canal+ First.

Jan Guillous bøger i Arn serien har tidligere været filmatiseret som dramadokumentar til svenske TV4.

En anden ung mand fra bøgernes verden, som har taget skridtet til filmlærredet, er ’Harry Potter’. Canal+ har haft premiere på samtlige film om Harrys eventyr på dansk tv, og den 20. december kl. 21 på Canal+ First er turen kommet til David Yates ’Harry Potter og Fønixordenen’. Den unge magikerlærling Harry (Daniel Radcliffe) vender tilbage til Hogwarts til sit femte skoleår og forsøger forgæves at overbevise alle om, at Lord Voldemort (Ralph Fiennes) er tilbage. Dolores Umbridges (Imelda Staunton) bliver hans nye lærer i sort magi.

"Det er hylemorsomt, det er lynende intelligent, og det er fandens svært at sætte fordømmende fingre på," skrev B.T., da ’The Simpsons Movie’ (13 /12 kl. 21 på Canal+ First) fik biografpremiere. Resten af pressen stemte i til uforholden hyldest af Matt Groenings gule tv-familie. Homers evne til at tiltrække katastrofer driver historien fremaf. Det er hans skyld, at Springfield bliver USA’s mest forurende by, og det er op til ham at redde byen fra den totale udslettelse.

Angelina Jolie fik fin kritik, da hun spillede journalisten Mariane Pearl i Michael Winterbottoms autentiske drama ’A Mighty Heart’ (12/12 kl. 21 på Canal+ First og Film HD). Pearl forsøger desperat at finde sin mand, som er blevet kidnappet af terrorister i Pakistan. “... takket være underspillede, stærke præstationer fra Gosling og Epps fremstår Dan og Drey som et par helt almindelige mennesker...!" skrev Information om Ryan Flecks drama Half Nelson (29/12 kl. 20 på Canal+ First).

Ryan Goslings præstation, som fortjent blev Oscarnomineret, blev ofte fremhævet af kritikerne.

Under påvirkning af alle mulige stoffer kæmper Dan (Gosling) med at gøre sine elever interesserede i historie.

Til december kan man desuden se Gosling i Gregory Hoblits thriller ’Fracture’ (9/12 kl 20 på Canal+ First og Film HD), hvor han spiller overfor Anthony Hopkins.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002