Kontakt os






 

Det mest sete Melodi Grand Prix siden 2002
Mandag 22. maj 2006
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Seerne blev bestemt ikke kyst væk fra skærmen af de finske monstre i Eurovisionens Melodi Grand Prix i lørdags. Tværtimod. Årets europæiske musikshow fra Athen blev nemlig det mest sete af slagsen siden 2002. Ifølge Gallups Tv-meter var der i gennemsnit 1.709.000 seere til den over tre timer lange dyst på popmusik. Og da seertallet toppede klokken 21.45 i lørdags, havde 2.010.000 seere tændt for DR1.
Sidste år blev Det Europæiske Melodi Grand Prix i gennemsnit set af 1.394.000 seere, og årets resultat svarer til, at godt 79 procent af alle, der havde fjernsynet tændt lørdag aften mellem klokken 21 og godt midnat, fulgte showet, der faktisk på onsdag har eksisteret i præcis 50 år. Den 24. maj 1956 blev det første Melodi Grand Prix nemlig holdt i Teatro Kursaal i Lugano i Schweiz.

Opgørelsen af seertallene afslører, at det er af utrolig stor betydning, om Danmark er i finalen. Da finaleshowet var uden dansk deltagelse for to år siden, så kun 582.000 med.
Så mange seere har Eurovisionens Melodi Grand Prix haft i Danmark 1996-2006

(I parentes sharen, d.v.s. procentdel af seerne med tv'et tændt, som så showet)

1996: 736.000 (41%)
1997: 1.037.000 (56%)
1998: 642.000 (38%)
1999: 1.090.000 (64%)
2000: 1.411.000 (74%)
2001 (i Danmark): 2.667.000 (95%)
2002: 2.081.000 (86%)
2003: 1.159.000 (64%)
2004: 582.000 (37%)
2005: 1.394.000 (75%)
2006: 1.709.000 (79%)

Årets show var i særlig grad en publikumsmagnet på de unge. Blandt de 3-14 årige og de 15-24-årige, der havde fjernsynet tændt lørdag aften, havde henholdsvis 93 og 87 procent af alle tændt for Sidsel Ben Semmane, Carola, den russiske Dima og alle de andre. I aldersgruppen over 55 år var det dog også næsten 3 ud af 4 med fjernsynet tændt, der fulgte showet. Kvinder var lidt mere ivrige grandprix-seere end mændene, ligesom jyderne og fynboerne sad lidt mere klinet til skærmen, end befolkningen på Sjælland og øerne.

Semifinalen i torsdags blev i år set af 536.000 seere mod 831.000 sidste år, men tallene er ikke sammenlignelige, da Danmark modsat sidste år i år havde sikret sig en finaleplads direkte.

DRs tv-direktør Lars Grarup er godt tilfreds med resultatet - og med at musik kan trække så mange seere til skærmen.

"Finalen blev formentlig mere set end sidste år, fordi Danmark på forhånd var sikret deltagelse i år. Men der er da ingen tvivl om, at finske Lordi også har sat ekstra fokus på finalen. Pressen har bragt masser af billeder, og der har været en ivrig diskussion om gruppen. Det har alt sammen haft betydning for seerinteressen," vurderer Lars Grarup.

Han mener også, at Finlands (første) sejr giver stof til eftertanke.

"Det viste sig, at det kuriøse bidrag kunne vinde, og man kan håbe, at det er medvirkende til, at der kommer en lidt større mangfoldighed og diversitet ved Melodi Grand Prix fremover. Jeg håber, det kan ruske lidt op i den "mainstream-tendens", der har været de seneste år," siger Lars Grarup.

DR1 genudsender Grand Prix-semifinalen og finalen senere i denne uge. Det sker henholdsvis fredag den 26. maj klokken 12.30 og lørdag den 27. maj klokken 13.55.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002