Kontakt os






 

TV 2 køber anmelderrost britisk krimi
Mandag 21. oktober 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Krimiserien 'Broadchurch' er blevet rost til skyerne af en enig britisk presse, og nu har TV 2 fået fat på successerien under tv-markedet i Cannes.


Det lykkedes TV 2 at få fingrene i den anmelderroste nye britiske krimiserie, 'Broadchurch', under den store Mipcom-tv-messe i Cannes.

Da krimiserien blev sendt på ITV1 i foråret, havde den ikke mindre end syv millioner seere i gennemsnit, og den blev rost af en enig britisk presse.

Mens The Guardian beskrev 'Broadchurch' som det mest populære drama i det seneste årti, kunne The Hollywood Reporter ikke få armene ned af begejstring over det, de kaldte ”et veludviklet og karakterstærkt mordmysterium”.


Mordmysterium i kystbyen Broadchurch

Serien i otte afsnit foregår i den lille engelske kystby, Broadchurch, hvor en 11-årig dreng findes myrdet på stranden. Indbyggerne i den ellers så rolige by er rystede over mordet, der truer med at rive byen fra hinanden.

Både indbyggere, politi og journalister forsøger at opklare det meningsløse mord, og flere i byen ender som hovedmistænkte i sagen. Med opklaringsarbejdet følger afsløringer af hemmeligheder i både den sørgende familie og i den fredelige by. Selv ikke byens kirkegængere er så hellige, som de ser ud.

De to efterforskere, Alec Hardy og Ellie Miller, der skal opklare mordet på den 11-årige dreng, spilles af to af Englands mest kendte tv-skuespillere, Olivia Coleman og David Tennant. Olivia Coleman blev kendt for sin rolle i 'Twenty Twelve' og senere i filmen 'Tyrannosaur'. David Tennant er kendt fra sin rolle som doktoren i 'Doctor Who' og fra 'Harry Potter og Flammernes pokal', hvor han spillede Barty Crouch Jr.

TV 2 forventer at vise 'Broadchurch' i løbet af foråret 2014.


Foto: 'Broadchurch' er i otte afsnit pg foregår i den lille engelske kystby, Broadchurch, hvor en 11-årig dreng findes myrdet på stranden. (Fotocredit: ITV Network Ltd & Kudos Film and Television Ltd 2013)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002