Kontakt os






 

Genvalg til X Factor-dommerne
Mandag 18. august 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Syvende sæson af 'X Factor' bød på en populær genforening af den originale dommertrio. Thomas Blachman, Lina Rafn og Remee. DR har afsløret, at når 8. sæson sættes i gang ved årsskiftet til 2015 så bliver med præcis den samme dommertrio.


De tre dommere, Lina Rafn, Remee og senest Thomas Blackman, har nu vundet én gang hver, og vejen er hermed banet for et opgør af episke dimensioner ... lover DR ... om, hvem der er den ultimative X Factor-dommer i Danmark.

DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme, der er tilbage som øverste ansvarlig for 'X Factor' efter sin rolle som Head of Show på Det Europæiske Melodi Grand Prix, udtaler:
"Det er intet mindre end fantastisk, at vores tre historisk gode dommere har valgt at takke ja til en sæson til. At se dem sammen igen i foråret var simpelthen tv-underholdning af høj, høj klasse. Hver for sig er de virkelig gode, men sammen formår de at give 'X Factor' sjæl og krop, som de færreste dommerpaneler i noget underholdningsprogram formår. De tre gav os uge efter uge uforlignelige tv-øjeblikke, og med de rammer, vi giver programmet i den kommende sæson, tror jeg og hele produktionen på, at de kan overgå sig selv."

Sidste uge blev det offentliggjort, at der også var genvalg i kommende sæson af X Factor for programvært Eva Harlou. Hun fik sin 'X Factor'-debut i syvende sæson i foråret.

Det bliver denne gang ottende gang, at 'X Factor' kører i Danmark. Showet er den mest sete underholdningsserie i Danmark i dag og har i alt haft otte forskellige dommere og fire forskellige værter, 63 liveshow-finalister og mange tusinde audition-deltagere. Og i den kommende sæson runder 'X Factor'-program nummer 100 i Danmark.


De tre dommere:

Lina Rafn

Lina Rafn, født i 1976, slog igennem i 1997 sammen med Paw Lagermann med duoen Infernal. Deres elektroniske univers har bragt dem både en Grammy, flere Danish Music Awards og talrige andre priser i ind- og udland. Desuden har Lina Rafn fungeret som sangskriver og producer for bl.a. Sanne Salomonsen og Bent Fabric, sidstnævnte blev en kæmpe succes nationalt og internationalt. Det er blevet til samarbejde med så forskellige navne som Magtens Korridorer, Clemens og Kato og selv filmmusik til bl.a. filmen 'Fri os fra det Onde', har hun sammen med Paw kastet sig over.

Da Infernal brød igennem internationalt med storhittet 'From Paris to Berlin', var vejen banet for en af Danmarks til dato største musikeksportsucceser.

Et hav af guld- og platinplader er det blevet til, og i alt har Infernal til dato solgt i omegnen af 1.000.000 singler og 350.000 album i ind- og udland.

Som en slags dansksproget satellit lancerede hun og Paw med stor succes projektet Paw&Lina i 2012, som netop er udkommet med en ny EP.

Lina Rafn er i 2015 med i ’X Factor’ for fjerde gang. Hun var i 2009-udgaven mentor for vinderen Linda Andrews.

Remee
Remee, født 1974, er sangskriver og producer. Som 15-årig debuterede han som rapper på Mental Generations' Cafe Del Mar, og i 1992 udgjorde han sammen med Christina Groth og Marie Hecht trioen Sound of Seduction. Gruppen udgav tre album frem til opløsningen i 1996, og i samme periode arbejdede han også sammen med bl.a. Thomas Blachman og Al Agami.

Han har bl.a. skrevet sange til Jamelia, Shayne Ward, Blue, Shaznay Lewis, Lexington Bridge, Monrose, Robyn, Beverly Knight, Corbin Bleu, Bianca Ryan, O-Town, Lee Ryan, S.O.A.P. og har været med til at skrive det internationale hit 'Superstar'. Han har haft sange med i adskillige Hollywood-film - så som Ice Age 2, Bridget Jones' Diary: the Edge of Reason, Dr Dolittle og Disneys Ratatoille, og han har skrevet flere end 60 hits, der tilsammen er solgt i flere end 20 millioner eksemplarer på verdensplan.

Udover at drive produktionsselskabet RE:A:CH, der bl.a. står bag L.I.G.A. og DMGP-vinderen Soluna Samay, står han også bag en af byens populære natklubber.

Remee er med i 'X Factor' for femte gang.

Thomas Blachman
Thomas Blachman, født 1963, er jazzmusiker, komponist og producer. Han har en hæderkronet musikerkarriere bag sig, der bl.a. har resulteret i fem Danish Music Awards, bl.a. for sit samarbejde med Al Agami og Remee i 1994 og for sin sangskrivning og produktion på Caroline Hendersons album Cinemataztic fra 1996. Han har studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han dedikerede sig til slagtøjet, og på Berklee College of Music i Boston, hvorfra han har en bachelorgrad i jazzkomposition og arrangement.

'X Factor', som Thomas Blachman i år medvirker i for syvende gang, er ikke hans første skridt ud i den brede, folkelige kultur. I 1996 deltog han i Dansk Melodi Grand Prix, hvor Mark Linn sang hans nummer, 'Røde Kinder', som opnåede en andenplads, og nogle år inden 'X Factor', var han også dommer i 'Idol' på TV3.

Sidste år var han også med til at udvikle to tv-formater, der fik premiere på DR. Samtaleprogrammet 'Blachman' blev sendt på DR2 og vakte voldsom debat, særligt da samtalen foregik foran en tavs nøgen kvinde og handlede om mandens syn på kvinden. Og samme efterår havde talentshowet 'Mentor' premiere på DR1. Det er et format efter idé af Thomas Blachman, hvor det er dommerne, der stemmes hjem i stedet for deltagerne. Programmet blev ikke den store seersucces, men vandt den internationale og toneangivende pris for bedste konkurrence-reality-format ved C21/FRAPA Format Awards 2013.


Foto: De tre X Factor-dommere bliver igen Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002