">



Kontakt os






 

TV 2 News fylder 10 år
Fredag 25. november 2016
Af Redaktionen
 
Torsdag den 1. december fylder TV 2 News 10 år, men stod det til eksperter og kritikere, var kanalen aldrig kommet i luften. "Der er ikke nyheder nok i Danmark til en nyhedskanal", lød spådommen, som dog hurtigt blev gjort til skamme.


Trods skepsissen har TV 2 News gennem de seneste ti år befæstet sin position som Danmarks eneste nyhedskanal på tv. Den eneste konkurrent på området, DR Update, lukkede i 2013.

"TV 2 News er historien om humlebien, som eksperterne dømte til ikke at kunne flyve, men både kanalen og helikopteren har været flyvende siden 2006. TV 2 News har skrevet mediehistorie og er blevet etableret gennem sine første ti år som leverandør af både breaking news, det løbende nyhedsoverblik og de ekstra vitaminer i form af analyse, debat og perspektivering," udtaler TV 2 News’ chefredaktør, Mette Østergaard iflg. en pressemeddelelse fra TV 2.

Hun har været kanalens chef i de seneste knap to år. Mette Østergaard overtog jobbet den 1. januar 2015 efter TV 2's nuværende nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, der var News-chef fra starten i 2006 og otte år frem.

TV 2 News er i dag Danmarks sjettestørste kanal målt over hele døgnet. I perioden mellem klokken 22.30 og 19.00 – altså uden for primetime – er TV 2 News landets tredje mest sete kanal.


To ben: Breaking news og løbende nyhedsoverblik

Med TV 2 News blev seerne vænnet til konstante nyhedsopdateringer. Seerne kunne med News få et nyhedsoverblik når som helst, og den udvikling er siden intensiveret på nettet og med sociale medier.

"Når det gælder de konstante nyhedsopdateringer, var TV 2 News forud for sin tid. Vi har længe givet danskerne et nyhedsoverblik præcis, når de ville have det, og ikke kun på bestemte tidspunkter af dagen. I dag bruger mange de sociale medier til at få nyhedsoverskrifter, men TV 2 News er meget mere end overskrifter. Her får du også analyse, debat og magasiner - uden det bliver kedeligt. Vi vil gerne være nørdede, når nyheder debatteres og formidles, men det skal altid være med begejstring," siger Mette Østergaard.

TV 2 News har fortsat 'to ben' at stå på: Breaking news og indsigten på dagens nyheder. Det er på de store breaking-dage, seerne i stort omfang søger hen til TV 2 News, og hvor kanalen har sine største dage målt på dækning og share.


Sådan fejres fødselsdagen

Fødselsdagsugen tyvstartes allerede søndag aften - den 27. november - på TV 2 i en særudgave af 'Natholdet', der hylder News. Ifølge Anders Breinholt havde 'Natholdet' ikke været det samme uden TV 2 News, der 24 timer i døgnet og med mere end 80.000 programtimer gennem årene har været leveringsdygtig i materiale til det satiriske late night show.

Aftenens medværter er bl.a. Jens Gaardbo, Natasja Crone, Janni Pedersen og Lasse Sjørslev.

'Natholdet hylder TV 2 News' genudsendes på TV 2 torsdag den 1. december kl. 23.15 og på samme tidspunkt lørdag den 3. december på TV 2 News.

I løbet af ugen ser TV 2 News tilbage på de største nyhedsemner i kanalens tiårige historie, og eksperter og kommentatorer diskuterer og perspektiverer emner som terror, finanskrisen og det arabiske forår.

Også de faste TV 2 News-magasiner udkommer i specialudgaver i fødselsdagsugen. Mandag får Søren Lippert besøg i programmet 'Lippert' af tidligere TV 2-direktør Per Mikael Jensen, der var TV 2-chef, da News gik i luften. De tager en snak om dengang, det hele startede, om det forandrede mediebillede i dag og kampen om de kritiske nyhedsforbrugere.

Tirsdag følger 'Tirsdagsanalysen' trop med kommentatorerne Michael Kristiansen og Peter Mogensen. I anledning af fødselsdagen kigger de tilbage på op- og nedture i dansk politik, men trækker også deres egne kommentarer og udlægninger frem i lyset.

Journalist Ole Kolster har fulgt TV 2 News i alle årene, og det er der kommet en ny dokumentar ud af, som sendes onsdag den 30. november klokken 20.50 på TV 2. I 'Breaking! - 10 år med breaking news' fortæller en række TV 2-medarbejdere om at arbejde med breaking news og vender tilbage til en række voldsomme historier fra de seneste 10 år.

Dokumentaren følges op med en debat på TV 2 News, hvor politikere og mediefolk drøfter, hvad TV 2 News og ikke mindst begrebet breaking news har betydet for det politiske liv i Danmark. Deltagere i debatten er alle fra den borgerlige side: kulturminister og folketingsmedlem Bertel Haarder (V), Gitte Seeberg (tidligere MF og MEP for Konservative), Charlotte Jepsen (tidligere særlig rådgiver for Claus Hjort Frederiksen (V) i Beskæftigelsesministeriet) samt chefredaktør Mette Østergaard, TV 2 News, der er kendt som liberal i omegnen af Liberal Alliance og Venstre.

På selve fødselsdagen, torsdag den 1. december, medvirker TV 2-korrespondent Ulla Terkelsen i magasinet Lippert', og senere på aftenen inviterer TV 2 News indenfor til en aften i nyhedsmediets tegn. Fra kl. 20.30 åbner det allerførste TV 2 News-værtspar, Natasja Crone og Kristian Ring-Hansen Holt, for nyhedsshowet '10 år med News'. De får studiet fyldt af gæster, der gennem årene har haft deres gang på TV 2 News. '10 år med News' genudsendes på kanalen lørdag den 3. december kl. 21.05 og kan også ses på TV 2 Play.

Andre, der også får et 10 års serviceeftersyn, er 'Besserwisserne' fredag den 2. december. Oven på fødselsdags-festlighederne ser de kloge hoveder tilbage på, hvad der er sagt og kommenteret i dansk politik siden 2006 og diskuterer også kommentatorernes kongedisciplin: 'Hvornår kommer der valg?' Hans Engell, Anders Langballe, Søs Marie Serup og Noa Redington kigger - sammen med vært Lasse Sjørslev - tilbage på et gyldent årti med både fejlanalyser og pletskud.

Også søndagens udgave af 'Presselogen' får særligt fødselsdagsindhold, ligesom tv2.dk samler en række artikler og højdepunkter fra de første 10 år med TV 2 News.


Ny News-eftermiddag fra januar

Fra nytår søsætter chefredaktør Mette Østergaard et nyt projekt, som skal være med til at vise kanalens styrke inden for indsigt på dagens nyhedsstrøm, oplyser TV 2 videre i sin pressemeddelelse.

"Efter nytår lancerer vi efter helt nyt nyhedsshow hver eftermiddag mellem kl. 16 og 18, hvor vi nørder, perspektiverer og diskuterer dagens nyhedshistorier samtidig med, at vi opdaterer live, live, live fra de vigtigste begivenheder og nyhedsscener. Vi vil være det bedste og mest indsigtsfulde selskab, du som nyhedsbruger kan få om eftermiddagen," siger Mette Østergaard.

Janni Pedersen og Lasse Sjørslev bytter af samme årsag morgenfladen ud med eftermiddagen fra nytår, hvor de får selskab af et nyt værtspar: Charlotte Beder og Søren Lippert. På skift skal de to værtspar sammen være på skærmen.

Arbejdet med en ny eftermiddagsflade har været i gang i flere måneder, og chefredaktøren lægger ikke skjul på, at hun har ambitioner om at slå DR2 om eftermiddagen, selv om DR2 potentielt kan ses af flere danskere.

"News' eftermiddagsflade bliver et nybrud i dansk nyhedsformidling, som vi glæder os meget til at vise seerne," siger Mette Østergaard.


Arkivfoto fra TV 2: De første værter på TV 2 News i kanalens daværende studie i Støberigade i København. Fra venstre ses Poul Erik Skammelsen, Natasja Crone, Peter Grønbæk, Mette Vibe Utzon, Ida Wohlert (siddende forrest), Kirsten Palmer, Lotte Mejlhede, Mark Stokholm, Michael Trangbæk og Divya Das. (Fotograf: Henrik Johansen / TV 2)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002