Kontakt os






 

Grønland: Måske stop for reklamer i KNR
Fredag 8. maj 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Den nationale grønlandske public service radio- og tv-station KNR får måske forbud mod at sende reklamer fra og med 2016. Naalakkersuisut (det grønlandske landsstyre) lægger i hvert fald op til, at KNR skal fratages muligheden for at sende reklamer fra årsskiftet.


"KNR er en public service-virksomhed under selvstyret. Vi synes, de skal udføre det, de skal udføre. Og det der med at reklamere og alt muligt, det har vi de landsdækkende private aviser til," siger naalakkersuisoq for finanser og råstoffer, Andreas Uldum, til KNR.

I landsstyrets finanslovsforslag lægges der op til, at man vil sørge for at kompensere KNR for det med et reklameforbud opståede hul i pengekassen; bl.a. ved at flytte penge fra de nuværende støtteordninger rettet mod landets medier over til KNR.

Men hvor pengene skal komme fra helt konkret, og hvor meget Naalakkersuisut planlægger at kompensere KNR for gennem finansloven for 2016, er ikke noget, Andreas Uldum er klar til at give et endeligt svar på - endnu.

Andreas Uldum siger videre til KNR, at han ikke umiddelbart mener, at forslaget vil have en negativ indvirkning på demokratiet eller den frie presse, selv om det betyder færre penge til aflønning af bl.a journalister.

KNR har reageret på forslaget om et stop for reklamer i KNR ved at bringe indslag om, hvordan det vil ramme stationens annoncører. Det vil bl.a. ærge grønlandske Tele-Post, at selskabet måske ikke kan sende reklamer i KNR fra årsskiftet. Det vil gøre det sværere for Tele-Post at komme ud til deres kunder omkring nye produkter og produkttiltag, lyder det. Tele-Post vil ligefrem "være kede af det, hvis muligheden for at bruge KNR forsvinder".

Ligeledes har KNR valgt at fortælle om en anden stor annoncør hos KNR, Royal Arctic Lines, der vil blive "ramt". Firmaets kommunikationschef fortæller, at det kommer til at give firmaet nogle udfordringer og han frygter, at det vil gå ud over grønlændernes jul, da julepakkerne måske ikke vil nå frem, når Royal Arctic Lines ikke fremover - i reklameindslag på KNR - kan oplyse om indleveringsfrister mv.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002