Kontakt os






 

Ny hæder til 'Operation X'
Tirsdag 22. november 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV 2s dokumentarprogram har modtaget FUJ-prisen i tv/film-kategorien fra Foreningen for Undersøgende Journalistik.
TV 2s dokumentarprogram 'Operation X' blev søndag hædret med en af de mest prestigefyldte priser inden for undersøgende journalistik, nemlig FUJ-prisen i kategorien tv/film. Prisen uddeles af Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ).

'Operation X' med Morten Spiegelhauer har gode seertal. I går mandag den 21. november så 862.000 danskere med, da TV 2 sendte det første af to programmer med titlen 'De sociale plattenslagere' om private opholdssteder, som fra kommunerne modtager millioner af kroner til anbringelser af samfundets svageste.

"'Operation X' har leveret det ene stærke program efter det andet – med væsentlige og relevante historier, som kræver mange ressourcer at få frem. Det er noget af en kraftpræstation at blive ved og ved, og derfor er jeg både glad og stolt på redaktionens vegne over, at den bliver hædret med denne fine pris," siger Lasse Bjerre, TV 2-redaktør på 'Operation X'.


”Forbilledligt undersøgende journalistik”

I begrundelsen for prisen til 'Operation X' hedder det bl.a.:

"Der er tale om forbilledligt undersøgende journalistik, når 'Operation X' i fem udsendelser undersøger, om resultatet bliver bedre service og velfærd - eller om det fører til misbrug af offentlige midler - når private virksomheder overtager opgaver fra det offentlige. I programmerne afslører 'Operation X' overbetaling til private høreklinikker for udlevering af høreapparater. At der sker overfakturering af handicaphjælp hos et privat firma. At private busselskaber sparer penge på defekte partikelfiltre og alligevel kan bestå miljøkontrol. At private kursusudbydere kan sælge AMU-kurser - uden relevant indhold - med store statslige rabatter i form af løntabsgodtgørelse til følge."

Afsløringerne i 'Operation X' havde stor gennemslagskraft og førte til politiske konsekvenser. Blandt andet blev 26 virksomheder og skoler efter 'Operation X'-programmet om private udbydere af AMU-kurser mødt med et samlet tilbagebetalingskrav på 35 millioner kroner af Undervisningsministeriet, som desuden satte en kulegravning af hele AMU-området i gang.

Juryen bag FUJ-prisen konkluderer:

"Journalisterne i 'Operation X' viser vedholdende vilje og stor opfindsomhed i programmerne, hvor de blandt andet åbner en privat kursusvirksomhed for at afsløre systematisk og omfattende svindel med statslige støttekroner. 'Operation X' tjener som et forbillede for alle journalister, der arbejder med undersøgende journalistisk ved konsekvent at arbejde med nye, kreative metoder."


Pris nummer to på få måneder

Det er anden gang inden for få måneder, at 'Operation X' hædres. I august 2011 skete det på TvFestival med prisen for 'Bedste faktaserie' og med rosende ord som: "'Operation X' har gennem årene udvist en stigende formkurve. Dramaturgien er i top, og værten er blandt landets bedste. Programmet tør tage systemhistorier op på en fascinerende måde."

I januar 2011 var 'Operation X' nomineret og med i opløbet om Cavling-prisen 2011 sammen med fire andre store journalistiske præstationer.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002